I de seneste tre sæsoner er TTH endt i nedrykningsspillet. I alle tre sæsoner skyldtes det et formdyk efter januarpausen. Vi er således nu midt i vadestedet. Lykkedes det at holde niveauet eller dykker holdet i de sidste kampe?
I 2021-2022 lykkedes det kun at hente 3 point i de 12 kampe efter januarpausen, selv om TTH ellers havde 16 point efter de første 16 kampe. I sæsonen 2022-2023 havde holdet 17 point efter de første 18 kampe, men fik kun skrabet 3 point sammen i de sidste 8 kampe efter pausen. I 2023-2024 havde holdet 14 point efter de første 18 kampe, men fik kun 4 point i de sidste 8 kampe. Det endte med at resultere i placeringer som nr. 13, 10 og 11.
I skrivende stund ligger TTH på en delt 7. plads lige inden for slutspillet med 16 point for 16 kampe. Der mangler en enkelt kamp mod GOG inden vinterpausen. Efter VM i januar 2025 følger 9 kampe, der afgør, om TTH ender i slutspillet eller nedrykningsspillet.
Her er det nødvendigt, at Dragerne forbedrer sig i forhold til de seneste tre sæsoner. Det vil formentligt kræve mindst 8 point – altså det dobbelte af de seneste år – at sikre sig en plads blandt de 8 bedste. Der skal derfor arbejdes målrettet på træningsbanen i januar, så holdet er klar til de afgørende slag.