I morgen spiller GOG og Skjern pokalfinale. Det er den 59. af slagsen. Den første vinder af DHF’s landspokalturnering blev fundet i 1965, da datidens storhold IF Ajax og Aarhus KFUM mødtes i KB Hallen med en sejr til københavnerne på 21-19 til følge. Inden da var pokalturneringerne et regionalt anliggende. Vi har set nærmere på, hvem der er de mest succesrige landspokalklubber gennem tiden.
Den fynske stolthed GOG fører med 10 sejre efterfulgt af Kolding IF med 8. Disse to klubber har været dominerende siden slutningen af 1980’erne. Derefter følger to klubber, der havde deres storhedstid i 1970’erne og 1980’erne: Fredericia KFUM (7) og Helsingør IF (4). Efter dem kommer IK Skovbakken, Skjern Håndbold og Aarhus KFUM / Aarhus Håndbold med 3 pokaltitler. Og nu bliver det spændende, for på en delt 8. plads ligger Team Tvis Holstebro sammen med Aalborg Håndbold og hedengangne AG København. Ingen andre klubber end overnævnte har vundet mere end én pokaltitel. Det er således en eksklusiv klub TTH er i, når det handler om pokalturneringen. Ligaklubberne Mors-Thy, HC Midtjylland og Ribe-Esbjerg (som HK Kvik Esbjerg i 1970) har således kun vundet turneringen en enkelt gang, mens BSH, Skanderborg, SønderjyskE, Lemvig og Nordsjælland aldrig har løftet den eftertragtede pokal.
1 | GOG | 10 |
2 | Kolding IF | 8 |
3 | Fredericia KFUM | 7 |
4 | Helsingør IF | 4 |
5 | IK Skovbakken | 3 |
5 | Skjern Håndbold | 3 |
5 | Aarhus KFUM / Håndbold | 3 |
8 | Team Tvis Holstebro | 2 |
8 | Aalborg Håndbold | 2 |
8 | AG København | 2 |