TTH meldte i går ud, at playmaker Allan Damgaard har spillet sin sidste professionelle kamp. En knæskade sætter en stopper for sæsonen, der var Damgaards sidste i TTH. Næste år skal han være assistenttræner i Mors-Thy, hvor ham spillede tilbage i 2006-2010. Vi har set nærmere på Damgaards karriere i TTH.
Allan Damgaard kom til klubben fra Viborg HK i 2012. Hans bror Michael Damgaard huserede allerede i Tvis Holstebro på dette tidspunkt. Allan Damgaard blev hurtigt en nøglespiller, og nåede at spille 98 ligakampe og lave 348 mål, inden han tog til bundesligaen. Det blev også til en bronzemedalje i EHF-cuppen i 2013 og i ligaen i 2014 under Klavs Bruun Jørgensens ledelse. Han spillede også fem landskampe og lavede 10 mål 2013-2015.
I 2019 vendte Allan Damgaard tilbage til TTH. Denne gang i en lidt mere tilbagetrukken rolle som indskiftningsspiller og joker. Det ændrede sig dog i sæsonen 2021-2022, hvor han for alvor trådte i karakter, da en flodbølge af skader skyllede hen over holdet, og eksistensen i ligaen var i fare. Allan Damgaard gik forrest for at redde klubbens ligastatus, og det vil stå som hans største præstation i klubben. Uden ham havde TTH formodentligt ikke et ligahold i dag.
I den anden periode i klubben fra 2019-2023 under blandt andre Patrick Westerholm og Søren Hansens ledelse opnåede Allan Damgaard 107 ligakampe og 283 mål. Det blev også til en bronzemedalje i sæsonen 2019-2020, der er klubbens seneste metal. I alt nåede Damgaard 205 kampe og 631 mål i ligaen for TTH. Derudover kommer europæiske kampe og pokalkampe. Der bringer ham på en femteplads blandt alletiders topscorere for TTH.
Flammen siger tak for indsatsen til Allan Damgaard og ønsker ham god vind fremover. Der er kun én Allan Damgaard!