Efter et sidste forsøg i går er bestyrelserne i Tvis KFUM og HH90 stadig ikke enige om en model for det fremtidige samarbejde forud for de extraordinære generalforsamlinger i begge klubber i morgen. Dermed hænger samarbejdet i en tynd tråd.
Det var uenigheder om økonomien og ynglingeholdene der gjorde det umuligt for bestyrelserne at enes. Eneste punkt på dagsordnerne til morgendagens generalforsamlinger bliver således opløsning TTH. Der bliver ikke nogen punkt 2 om oprettelsen af et nyt TTH A/S.
Det er naturligvis tragisk at bestyrelserne ikke har været i stand til finde en løsning og det vil få konsekvenser for håndbolden i Tvis og Holstebro, som bliver spaltet i et Tvis KFUM der satser på herrerne og HH90 der satser på damerne, præcis som før elitesamarbejdet.
For det første vil det skade talentudviklingen, hvis de bedste spillere ikke bliver samlet på et hold. Det vil sandsynligvis komme til at betyde at de bedste piger spiller i HH90 og de bedste drenge i Tvis KFUM, men hvis klubberne modarbejder hinanden behøver det ikke blive sådan.
For det andet er der også det økonomiske aspekt. HH90 får svært ved at tiltrække penge, hvis ligadamerne rykker ned, hvilket det desværre tyder på, mens Tvis KFUM kan få problemer med at tiltrække sponsorer fra Holstebro, når byens navn ikke indgår i klubbens.
For det tredje er der det politiske aspekt. Når elitehåndbolden i Holstebro Kommune ikke kan tale med en stemme overfor politikerne, vil det betyde at håndbolden mister indflydelse og politikerne vil være mindre tilbøjelige til at støtte håndbolden.
Vi kan kun håbe på at klubbernes bestyrelser besinder sig i løbet af sæsonen og indkalder til endnu en extraordinær generalforsamling for at vedtage et nyt samarbejde. Ellers vil vi opfordre medlemmerne i de to klubber at afsætte bestyrelserne, så vi kan få samarbejdsvillige folk ind.
Der er håb om et fortsat samarbejde endnu og ligegyldig hvad, vil Flammen støtte TTH, i hvad der desværre kan blive den sidste sæson.
Med flammende hilsen
Thomas Hjermitslev, præsident