Torsdag d. 7. april faldt afgørelsen i “Ortega-sagen”. En sag, som egentlig aldrig burde være blevet til en sag, men blev det alligevel. Den sag burde være afgjort inden den kom på skrivebordet for håndbold er vel en gentleman-sport!
Brugen af en ulovlig træner på bænken i KKK’s kampe mod Skive, SønderjyskE og Mors-Thy burde aldrig have fundet sted, og i hvert fald aldrig være kommet så vidt som at skulle prøves af fire myndigheder, der kom til tre forskellige resultater.
Hvorfor skal Flammen overhovedet blandet os? Fordi vi elsker håndbold og værner om dens integritet, glæde og ordenlighed. Det vigtige for os er respekten for håndbolden.
Det er for alle, der bare har klikket på et link om sagen i de seneste to måneder, klart, at alle, ud over KKK, mener at KKK har overtrådt reglerne. Ja, selv DHF sagde det til KKK da de spurgte. Flammen stemmer i med alle de andre klubber og siger, “for h**ved da, opfør jer nu ordenligt”.
“Ordentligt” er jo netop omdrejningspunktet her. KKK har jo fået ret i juraen, men hvorfor skulle de overhovedet bruge Ortega? Hvorfor ikke bare opføre sig som en ordentlig, voksen håndboldklub? Følge den fortolkning som DHF fortalte dem var den rigtige? KKK mente jo alligevel at de bare ville vinde DM uden point med i slutspillet og havde accepteret at de havde gjort noget forkert i første instans. Hvis den juridiske sejr ikke var sportsligt begrundet, må den jo være begrundet i det forretningsmæssige, et fy-ord i vores bog.
KKK er gået stik imod hvad alle andre hold i ligaen mener reglerne siger. Ja, de er sågar gået imod hvad de selv er gået med til, da reglerne om kapitalkrav blev indført. KKK mente jo, at de ville gå videre selv uden point med i slutspillet, så de har jo ikke gjort det for håndbolden. KKK har simpelthen være beregnende, kolde og kyniske. De brugte smuthullet og gjorde det moralsk forkerte.
Børn har ikke forståelsen for hvad en gentleman-agreement er, derfor skal du fortælle dem hvad de må og ikke må og holde øje med at de ikke gør det alligevel. “Du har godt nok fortalt mig, at jeg ikke må, men jeg gør det sgu alligevel. Så må du komme efter mig”. Den opførsel kan man nærmest kun sammenligne med et barn, ja, endda et barn med dårlig opdragelse.
KKK mener åbenbart ikke, at der findes disse uskrevne regler og mener hvis de findes at være hævet over dem. Man må derfor tage lærdommen fra børneopdragelse og skulle behandle dem som børn. Det går jo bare ikke, hvis man skal have en så lille sport som håndbold til at fungere. De 11 andre ligaklubber, modstanderne i pokalen, DHF og alle andre der har kontakt med KKK skal nu til, at skære alt ud i pap.
Gad vide om vi nu skal fortælle KKK, at deres tilskuere ikke må kaste genstande på banen, at de ikke må bruge fløjter under kampen eller ja, at de ikke må løbe ind og slå spillerne på banen. Det er tydeligvis nødvendigt, for det står jo ikke i DHFs reglement.
Det gør ondt i vores hjerter, at man skal gøre hold i vores sport opmærksomme på, at skulle overholde reglerne, de skrevne såvel som de uskrevne. Når DHF og DIF ikke vil være de voksne i denne sag, må vi være det.
Lad det være en opfordring til alle, opfør jer nu ordentligt og værn om vores sport! Værn om den glæde vi har til håndbolden og gå imod alle der gør det modsatte! Det handler om sportens integritet.