På fredag mødes Team Tvis Holstebro og AG København i Gråkjær Arena til et vaskeægte topopgør. TTH-direktør Jacob Jørgensen har som optakt til kampen valgt at forsøge at slå københavnerne på deres egen hjemmebane: de store armbevægelser. TTH er Danmarks bedste klub og AGK er et showhold, mener han.
Femte runde af årets herreliga byder på topopgør mellem Team Tvis Holstebro og AG København. I optakten har TTH’s direktør Jacob Jørgensen valgt at spille med på den københavnske måde. Han kalder på TTH’s hjemmeside AGK for “Danmarks bedste show”, mens TTH er “Danmarks bedste klub”, fordi klubben har tophold i begge ligaer og ungdomshold i de bedste rækker.
Som TTH-tilhænger er det naturligvis herligt at høre TTH omtalt som Danmarks bedste – selvom det kommer fra klubbens egen direktør. Jacob Jørgensen kom dog også til at påstå, at TTH er den eneste klub med ungdomshold i alle de bedste rækker, en påstand Skanderborg Håndbold var hurtige til at skyde ned. “Danmarks bedste klub” er under alle omstændigheder en titel, der er mange bejlere til.
Under det hele ligger to gamle diskussioner: breddeklubber mod købeklubber, jysk dybde mod københavnsk overfladiskhed. Med med etiketten “showklub” er der ingen tvivl om hvor Jacob Jørgensen mener AGK hører til. Og der er næppe tvivl om at mange jyske håndboldfans er helt enige i beskrivelsen. Håndbold er jydernes sport, som man tydeligt ser på danmarkskortet, og Kasi-Jespers måde at køre håndboldforretningen på møder ikke stor forståelse i det jyske.
Der er ingen tvivl om, at AG København er Danmarks bedste håndboldshow. Men de har, som regerende mestre, også papir på at være Danmarks bedste håndboldholdhold. Og en stjerneparade som AGK-holdet er med til at løfte dansk håndbold. Ligaens øvrige hold må stramme sig an for at have en chance for at følge med. Det giver udvikling – eller i værste fald konkurser.
TTH-direktørens kritik går mest på, at AGK er et købehold, men i virkeligheden er det showdelen, der er det mest modbydelige. Den tivolisering af håndbolden, som AGK står for, fjerner fokus fra sporten. Selvom den uskyldige amatøridræts tid er forbi, må det være muligt at finde en måde at “sælge” sporten på, der ikke samtidig slår den ihjel. Når høj schlagermusik og klappølser bliver vigtigere end det, der sker på banen, så er vi ude på et skråplan.
Når TTH og AGK mødes på fredag har begge hold fire sejre ud af fire mulige. Begge hold har mødt Skjern, Århus og Viborg, men københavnernes sejre har været lidt større i alle tre tilfælde. TTH var dog tæt på en hjemmesejr i sidste sæsons slutspil, så hjemmeholdets chancer er der bestemt.
Showhold eller bedste klub? På fredag finder vi ud af hvem der er det bedste håndboldhold.
Kilde: Team Tvis Holstebro