I aften begynder et nyt kapitel af sæsonen 2010/11 for Team Tvis Holstebros herrer. Holdet har arbejdet sig igennem den tunge ende af ligaen og skal nu i gang med alle favoritterne. Det starter i aften i Aalborg.
Team Tvis Holstebro har haft en forrygende sæsonstart på både dame- og herresiden, hvor holdene aktuelt ligger nummer fire i deres respektive ligaer. Herrerne har dog indtil videre primært stået over for hold som Lemvig-Thyborøn og FIF, der ikke har mange chancer for at gøre sig gældende blandt slutspillets top-8. Frem til jul skal TTH’s herrer bevise, at de også kan håndtere de tunge drenge som AG København, BSV – og Århus Håndbold.
Første opgave er kampen i aften mod AaB Håndbold i Gigantium. De regerende Danmarksmestre har ikke imponeret indtil videre og tabte senest overbevisende til Skjern foran 12.000 mennesker i Herning. I den kamp var den store spiller hos aalborgenserne, som så ofte før, backen Kristian Kjelling, men om han spiller i aften er uvist. Det samme gælder en anden AaB-profil, højrefløjen Jan Lennartson.
Uvisheden om hvem hjemmeholdet stiller med har gjort forberedelsen sværere for TTH-træner Claus Uhrenholdt: “Vi forbereder os på den måde, at vi jo først og fremmest skal have styr på vores egne ting. Så må vi se hen ad vejen, hvem der lige har dagen. Nu ved vi ikke engang, om Kristian Kjelling spiller, men hvis han gør, er han jo normalt en spiller, der laver ti mål, så ham har vi snakket en del om,” udtaler han til haandbold.com.