Modstanderen i aftenens ligapræmiere i Gråkjær Arena, Lemvig-Thyborøn Håndbold, giver ikke sig selv de store chancer for at tage point med hjem til Nordvestjylland. “Selv om alt kan ske i et lokalopgør, så må Team Tvis Holstebro være kæmpefavoritter inden aftenens kamp i Gråkjær Arena,” skriver klubben i sin optakt til kampen, men minder samtidig om at LTH faktisk vandt sidst de var på besøg. Det skulle helst ikke gentage sig og opskriften lyder i følge Claus Unrenholt på at få sat tempo i kampen. “Vi skal første og fremmest sørge for, det er os, der kommer til at styre kampen. Vi skal have tempo i kampen. Det er det, det primært handler om. Der er ingen tvivl om, at Lemvig vil spille lange angreb og passe på bolden,” udtaler han i TTH’s optakt til kampen. Om det lykkedes ved vi i aften. Kampen fløjtes i gang kl. 21. Forinden tager damerne imod SK Århus.
Kilde: Lemvig-Thyborøn Håndbold