Herrernes slutspil begynder på onsdag, men det interessante er jo hvordan det slutter. Vi har haft krystalkuglen fremme og spår i denne artikel om slutspillet. Artiklen bliver løbende opdateret efterhånden som resultaterne viser hvor støvet krystalkuglen var.
Før slutspillet i herrernes liga begynder på onsdag, står Team Tvis Holstebro med gode kort på hånden i forhold til at komme i semifinalen. Det skyldes det ene point, som tildeles grundspillets nr. fire. Missionen er klar for Claus Uhrenholt: “Vi har det ene point, og vi skal vinde tre kampe for at komme i semifinalen, og den ene skal være imod Skjern,” udtaler TTH-træneren til TV2 Sport. De øvrige to kampe kunne sagtens være mod Århus. Hvis AG København samtidig gør rent bord, er semifinalen en kendsgerning. Lad os tage et nærmere kig på de enkelte kampe.
28.03.12: Skjern Håndbold – TTH
Efter et skuffende nederlag til Viborg i grundspillets sidste kamp tankede Skjern i fredags selvtillid med en sejr på ni mål over Sønderjyske i pokalturneringen. Imens har TTH hvilet på laurbærene efter sejren over Nordsjælland. I Slaget om Vestjylland betyder den slags fakta dog intet. De grønne har i grundspillet være utroligt konsistente og i gennemsnit scoret 27 mål både ude og hjemme. Vi spår en spændende kamp med en snæver sejr på 27-26 til Skjern. Kristian “Fjæsing” scorer det sidste mål.
Kampens resultat: 22-22. Gjesing scorede blot en enkelt gang i kampen. Kasper Søndergaard var til gengæld tæt på at blive matchvinder på et frikast efter tid. Rasmus Lind og stolpen var heldigvis i vejen for forsøget.
01.04.12: TTH – Århus Håndbold
Efter nederlaget mod Skjern får TTH oprejsning mod Århus, der sneg sig med i slutspillet på yderste mandat ved at vinde over Kolding. Siden er holdet fra Smilets By dog kommet ned på jorden igen og kampen slutter 32-25. Den (gen)kommende TTH’er Jakob Thoustrup gør hvad han kan for en udesejr og ender som topscorer for Århus.
Kampens resultat: 27-26. TTH vandt kampen, men ikke så overbevisende. I anden halvleg var vestjyderne bagud med syv mål, men i slutspurten tabte østjyderne pusten og vestjyderne fik tilkæmpet sig de to point. Jakob Thoustrup scorede ikke for Århus. Til gengæld scorede Petar Nenadic hele 12 gange for TTH.
11.04.12: TTH – AG København
AG København er opsat på at demonstrere sin overlegenhed før semifinalerne og er fortsat udbesejret i slutspillet efter kampen i Gråkjær Arena. Kampen slutter 26-30. Petar Nenadic er bedste spiller for TTH.
Kampens resultat: 28-30. Krystalkuglen ramte ikke helt ved siden af med resultatet. Petar Nenadic var også bedste markspiller, men blev dog overskygget af Rasmus Lind, der stod en flot kamp i målet.
15.04.12: Århus Håndbold – TTH
Holdet fra Smilets By har endnu point til gode i slutspillet, men får det heller ikke i den anden kamp mod TTH. Jakob Thoustrup vil ikke risikere at stikke en kæmp i hjulet på sin kommende arbejdsgiver og lægger sig syg med et maveonde. TTH vinder 24-27.
Kampens resultat: 24-28 – tæt på! Med to point fra en sejr over Skjern havde aarhusianerne noget at spille for og vestjyderne fik først hevet sejren hjem i de sidste fem minutter. Jakob Thoustrup var med i kampen og scorede tre gange i første halvleg. TTH har nu sikret sig en semifinaleplads på bekostning af Århus og Skjern. Belejligt nok stiller de grønne op til hån i Gråkjær Arena i den næste kamp.
02.05.12: TTH – Skjern Håndbold
I det, der er en lille finale om semifinalepladsen, vinder TTH en kneben sejr på 25-23. Heino Holm Knudsen kanonerer det sidste mål ind for TTH.
Kampens resultat: 33-27. Da Skjern havde skuffet og allerede udspillet sit rolle i slutspillet, havde kampen hverken nerve eller intensitet, men blev i stedet vundet uden de store problemer af TTH’s reserver. Heino Holm Knudsen blev topscorer med seks mål, mens Dennis Jeppesen scorede det sidste mål. TTH har dermed nu de otte point, som spådommen forudsagde. De grønne blev i øvrigt grundigt hånet med “god ferie”, “Skjern skal se finalen i tv” og andre spydige indfald. En dejligt 1. maj i arenaen!
06.05.12: AG København – TTH
AG København-spillerne har blikket stift rettet på semifinalen, og det udnytter TTH. I en magisk kamp tager vestjyderne et enkelte point, da kampen ender 23-23. Rasmus Lind er en mur, mens Jakob Green driller sine tidligere holdkammerater i begge ender af banen.
Kampens resultat: 30-27. Selvom AGK sikkert tænker mere på Final 4 i Champions League end ligegyldige kampe i det hjemlige slutspil var københavnerne tilstrækkeligt fokuserede til at sikre sig de to point. Jakob Green scorede en enkelt gang. Kampens store målmand var Kasper Hvidt, der lukkede helt ned i hjemmeholdets mål i starten af anden halvleg. Kun to gange scorede vestjyderne i de første ti minutter. I puljens anden afsluttende kamp, Skjern mod Århus, vandt aarhusianerne. De grønne må dermed lide den tort, det er, at ende nummer sjok i slutspilspulje 1 med kun to point på kontoen.
I følge denne optimistiske spådom kommer TTH altså i semifinalen med 8 point. Det er dog ikke helt grebet ud af det blå, for det svarer til den gennemsnitlige pointhøst i grundspillet. I slutspillet er de dårligste hold dog siet fra, så de to dele af turneringen kan ikke helt sammenlignes.
Spørger man ligatrænerne, som TV2 Sport har gjort, ser dog dog ikke så lyst ud for TTH. De fleste har Skjern som favorit til at tage semifinalepladsen. Tiden vil vise hvilken spådom, der holder, og du skal være velkommen til at komme med din egen i kommentarerne herunder.