Aftenens kamp mod Lemvig var indbegrebet af de gamle kinesiske kendinge ying og yang. En første halvleg hvor TTH viste sig fra sin værste side og en anden halvleg hvor gejst og vilje førte til spil med mere godkendt kvalitet.
Første halvleg var bevis på at dragerne kan stoppes af et meget offensivt forsvar – Lemvig startede kampen med to mandsopdækninger. Samtidig kunne TTH ikke finde netmaskerne når chancen var der. Derfor blev første halvleg en meget lige affære. Ca. 110 % af den blev spillet i gæsternes ende og når endelig TTH kom i angreb brugte Lemvigs forsvar alle metoder, fine som ufine, for at holde gæsterne fra at score. Heldigvis var der enkelte lyspunkter i Michael Bruun og Heino Holm der viste deres gamle dyder og sørgede for en uafgjort stilling til pausen.
Dragerne kom til anden halvleg med et forvandlet blik i øjnene som straks afspejlede sig i deres spil der blev mere flydende og sammenhængende. Samtidig gav et glimrende samspil mellem Joachim Ernstsson og Søren Hansen en føring der gav spillet et yderligere løft, samtidig med at retfærdigheden skete fyldest og TTH begyndte at få de straffekast de fortjente. Efter stillingen 16-20 efter 12 minutter af anden halvleg havde drengene blikket stift rettet mod målet og sørgede for at Lemvig endnu engang måtte glemme linjerne fra ”hvem var det der vandt i dag” og drage mod omklædningsrummet efter at have brændt et straffekast efter tid. Samtidig kunne de 100-200 medrejsende TTH-fans for første gang på udebane i denne sæson vende snuden hjem af med to point i bagagen.
Dagens drage var Michael Bruun som, på trods af et til tider hårdt modstridende forsvar og dommerpar, holdt hovedet koldt og havde rutinen fra start til slut.