Team Tvis Holstebros nye stjernenavn Erik Hucko er en beskeden herre. Den slovakiske spiller fra den norske klub Sandefjord står alle steder noteret for at være to meter høj, men efter egne oplysninger skulle han ikke måle mere end 1,95 m.
Til gengæld har han nogle overarme, der helt sikkert kommer til at volde mange af Tvis’ modstandere hovedbrud.
I de sidste fem år har Hucko været det hotte navn i Sandefjord, hvor det er blevet til fire norske mesterskaber og fire pokaltitler.
Men efter fem år i Norge fik den slovakiske skytte lyst til nye udfodringer.
»Jeg ville meget gerne til Danmark, der får en rigtig stærk liga i den kommende sæson. Til gengæld ser turneringen i Norge ikke ud til at blive så god, fordi de fleste rejser til udlandet.
Nu er den danske liga selvfølgelig hverken Tyskland, Spanien eller Frankrig, men Team Tvis kom med det første tilbud,« fortæller Erik Hucko, der i går blevet præsenteret hos Vestjyske Bank i Holstebro.
»Både økonomisk og sportsligt var Tvis’ udspil meget attraktivt, og samtidig har de fået en rigtig god træner. Så jeg var ikke længe om at sige ja.«
Erik Hucko forlod i sin tid en klub med en meget dårlig økonomi, så derfor var det på alle måder en stor omvæltning for ham at komme til Sandefjord.
»Det var en meget stor forandring. Jeg kunne jo ikke sproget, og rent kulturelt var det helt anderledes.
Min tid i Norge har virkelig forandret mig meget, og det gælder både som menneske og rent håndboldmæssigt,« siger Erik Hucko, der taler perfekt norsk.
I de fem år i Norge har Hucko fået en norsk kæreste, der ligeledes flytter til Holstebro 1. juni.
Den 27-årige skytte er faldet så godt til, at han har søgt om norsk statsborgerskab.
»Jeg kunne godt tænke mig at spille på det norske landshold, men der kommer nok til at gå et stykke tid, før det bliver en realitet. Men det kunne være sjovt at spille EM og VM,« tilføjer Erik Hucko.
Med præsentationen af Erik Hucko er Team Tvis Holstebros trup nu komplet med 13 spillere på kontrakt og otte på lærlingekontrakt.
På papiret den bedste trup i klubbens historie.
Kilde: B.T..