Det ser ud til at Tvis KFUM endeligt er ved at blive formstabile. På bondehold.dks Formbarometer indtager holdet nu 4.-pladsen. Og i Prognosen for slutstillingen i grundspillet, er Tvis KFUM ligeledes rykket op på 4.-pladsen, efter GOG, Viborg og Virum/Sorgenfri. Kan Tvis-holdet holde de fine takter sæsonen ud, er der altså udsigt til en, for mange, overraskende slutspilsplads til Tvis KFUM.
Efter lørdagens overvældende 35-28-sejr over FIF rykkede Tvis KFUM frem til ligaens 8.-plads, á point med Skjern på 4.-pladsen og med kun fire point op til Viborg på 2.-pladsen.
Sejren over FIF var den første udesejr i fem kampe. Den brød dermed den onde, onde udebane-cirkel for Tvis KFUM. De fire foregående udekampe resulterede i 0 point og en målscore på –35.
Og hvad „forbandelsen fra øst” angår, kan man jo knapt nå at få spundet en myte om holdet, inden den fejes af bordet igen. Fejes af bordet med de største sejrscifre øst for lillebælt nogensinde. En sejr, der i styrke nærmer sig 28-25-sejren i ryggen-mod-muren-kampen i Virumhallen over Virum/Sorgenfri for knap to år siden.
At FIF-kampen blev så målrig, skal tilskrives en forrygende 2.-halvleg med ikke færre end 38 scoringer, og særligt det sidste kvarter som Tvis KFUM vandt med 13-10, svarende til en scoring hvert 40. sekund.
Til sammenligning går der i gennemsnit 75 sekunder mellem scoringerne i Ligaens øvrige kampe i denne sæson. Hidtil har Tvis KFUM ellers haltet bagefter hvad scoringer angår og lå inden lørdagens kamp 7% under gennemsnittet. Efter lørdagens kamp ligger de nu kun 4% under.
Tvis KFUM har ikke scoret så mange mål i én kamp siden 9. december 1998. Det var i hjemmekampen mod Randers HK som blev vundet 35-22.