To sejre fra DM-finalen

Med en imponerende sejr på 32-26 mod BSV sikrede Tvis Holstebro sig muligheden for at spille sig i DM-finalen. Det kræver sandsynligvis sejre i de to udekampe mod FCK og Skjern.

Med en imponerende sejr på 32-26 mod BSV sikrede Tvis Holstebro sig muligheden for at spille sig i DM-finalen. Det kræver sandsynligvis sejre i de to udekampe mod FCK og Skjern.
Med kniven på struben tog Tvis Holstebro imod BSV. En sejr var nødvendig for at forblive i medaljekampen og gerne mod mere end fire mål, så det indbyrdes regnskab mod BSV var til dragernes fordel. En sejr med over 4 mål og en sejr til Skjern over FCK i den anden kamp i puljen ville give TTH muligheden for selv at bstemme om pokaltitlen skulle suppleres med en DM-finale.

Og det gik som det skulle. Efter en koncentreret og taktisk flot indsats af hjemmeholdet sikrede det sig en sikker sejr på 32-26 (18-11) efter at have ført sikkert stort set hele kampen. Det var tydeligt, at TTh havde lært mest af det første opgør. Michael Bruun stod godt gennem hele kampen. Hucko startede flot på højre back og en mandsopdækning af Mads Nielsen i første halvleg ødelagde BSVs spil. Modsat den første kamp mod BSV havde midterforsvaret godt styr på skytterne, samtidig med Dragenovic på stregen blev holdt i kort snor. En stor ros til trænerteamet Uhrenholt og Damgaard for at lægge den rette strategi.

I anden halvleg nåede BSV op på 30-26 med 2 minutter igen. Det betød, at de nu var bedst indbyrdes. Det fik Bruun, Heino Holm og Lars Rasmussen dog gjort noget ved med redning og scoringer i den hektiske afslutning.

Desværre havde undertegnede ikke mulighed for at se og mærke kampen live. Jeg måtte nøjes med de to inkompetente speakere fra DR, Leif Mikkelsen og Jan Harkamp, der modsat hele IC Vest og håndbold-Danmark ikke fattede, at det sidste kvarter ikke handlede om, hvem der vandt, men hvem der blev bedst i de indbyrdes kampe. Kun hvis TTH var bedst her, kunne de selv afgøre om de skulle i finalen. Pinligt at komentatorerne ikke sætter sig ind i sagerne. De var helt væk til slut, hvor de tydeligvis ikke forstod, hvorfor stemningen kogte, nu kampen var afgjort.

Tillykke til hele truppen og den nye fanklub med sejren. Hvilket løft til Vestjylland, at vi nu også spiller med om medaljer. Som et kuriosum må det nævnes, at vore grønne vestjyske venner fra syd for første gang nogensinde fik et anerkendende bifald og jubelråb, da det blev annonceret, at de havde besejret FCK 32-27. God dag for håndbolden i vest.