I dag mødtes de vestjyske lokalrivaler i 1. division, NNFH Lemvig og HF Mors, en kamp hvor adskillige tidligere Tvis-spillere stod overfor hinanden. Det skete i Lemvig Fritidscenter, hvor NNFH Support, to trommer fra Morsøgarden og et i øvrigt medlevende publikum skabte en stemningsfyldt kulisse i hallen der i indretning ligner en mindre udgave af IC Vest.
NNFH Lemvig havde følgende tidligere Tvis-spillere på holdkortet: Kim Sandal, Niels Wittus, Kim Laursen, Henrik Jepsen, Dariusz Wiezcorek og Jesper Green. På bænken sad skadede Jesper Koch. HF Mors havde knap så mange: Peter Melvej, Jan ”Tromle” Nielsen, Lau Jacobsen og Kristian Pilgaard.
Det første kvarters tid af kampen var ret målfattigt. Blot syv mål blev der scoret, heraf seks til HF Mors og kun et enkelt til NNFH Lemvig, hvilket i høj grad skyldes storspil af ”Tromle”. Så tog Lemvig en time-out og gik, anført af den norske højreback Trond Amundsen, ud og vendte kampen til 10-9 ved pausen. NNFH hold føringen det meste af anden halvleg, men efter 26 minutter fik HF Mors udlignet til 22-22 og i slutfasen lykkedes det morsingboerne at snige bolden forbi Henrik Jepsen i NNFH-målet, mens NNFHs sidste forsøg ved Darek Wiezcorek blev grebet ud af Jan ”Tromle” Nielsen. Havde Wiezcorek scoret havde det været hans mål nummer 800 for NNFH Lemvig. Synd for Wiezcorek og Lemvig, men til gengæld holder HF Mors fast i andenpladsen og muligheden for endnu et vestjysk hold i ligaen.
Af de tidligere Tvis-spillere var det især målmændene, der gjorde sig bemærket, men det var også godt at se det ”gamle” Tvis-talent Kristian Pilgaard i fuld firspring. Alt i alt var det ikke verdens mest velspillede kamp, men der var spænding og stemning for alle pengene.