I aftenens vigtige bundkamp mod VHK skulle Martin K. og Lau J. møde deres tidligere klubkammerater, og Tom Jensen møde sin svoger Søren Rasmussen i målet i den anden ende. TTH var favoritter, men det blev mere spændende end de 1100 vidner havde håbet.
Det startede lovende, og selvom Viborg pakkede eks-VHK’eren Martin K., Kirkegaard og Nøddesbo godt ind kunne det ikke forhindre Dragerne i at komme i front med 8-3. Og selvom TTH tabte en del bolde, fik VHK ikke meget ud af det. Pludselig tabte Dragerne dog koncentrationen og pausestillingen blev chokerende 9-9. Nu ville en del af vidner også ha’ været glade for et point, men Flammen forventede dog stadig en sejr.
Anden halvleg startede dog ikke lovende. Viborg bragte sig på 9-10, men så fandt TTH koncentrationen frem og kæmpede sig på 15-10. I det 14. og 15. minut scorede Nøddesbo på to straffekast og så stod det 17-12.
Dermed var spændingen var dog ikke ude af kampen. Dragerne mistede igen koncentrationen og ved stillingen 18-16, var Viborg igen med i kampen. I de sidste minutter forsøgte VHK sig med et offensivt forsvar. Dragetæmmer Ole trak de tunge bagspillere ud og satte de lette tropper ind og en af dem, Martin Kristensen, spadserede igennem opdækningen. Han scorede sit eneste mål i kampen, som endte lykkeligt, 22-20.
Når man tænker på at VHK er absolut bundhold uden point, burde sejren ha’ været større, men det er trods alt pointene der tæller. Dagens Drage er Jesper Nøddesbo, som scorede tre vigtige mål på straffe, efter at Martin K. og Kirkegaard tidligere havde misbrugt og spillede en god kamp på stregen. Lasse Andersen skal dog også fremhæves for en solid indsats og tre vigtige mål i rap i anden halvleg. Tom Jensen stod også en god kamp og var endda med i en angreb hvor han havde et skud på mål. I øvrigt fik #20, målvogter Leif Lundstrøm, sin hjemmebanedebut da han i anden halvleg tog et straffekast.