Selv om Sindal ligger som nummer tre i 1. division vest og bejler til kvalifikationskampe om næste sæsons Håndboldliga-billetter, så tror den spillende træner, Helle Thomsen, ikke på succes i de kommende dage.
– Vi kan risikere i tre af de sidste kampe at få en negativ målscore på 70 mål, kommer det ærligt fra den rutinerede håndboldspiller.
I aften gælder det Tvis/Holstebro på udebane i 1. division. Vestjyderne bejler både til førstepladsen i divisionen og til Helle Thomsen som ny træner i næste sæson.
– Og en mandag aften i Holstebro foran et entusiastisk publikum får vi det altså svært, erkender Helle Thomsen.
Og derefter gælder det Ikast/Bordings stjernespækkede hold i pokalturneringen onsdag aften hjemme i Sindal-Hallen og Brabrands dukse i divisionen hjemme. Ind imellem pokalkampen og kampen mod Brabrand ligger en udekamp mod VRI – et andet af topholdene i divisionen.
Kilde: Nordjyske Stiftstidende.