Reaktioner på Super-Søndag

Søndag den 28. april 2013 blev i sandhed en Super-Søndag for Team Tvis Holstebro. Læs nogle af reaktionerne her.

Søndag den 28. april 2013 blev i sandhed en Super-Søndag for Team Tvis Holstebro. Læs nogle af reaktionerne her.

2. DM-semifinale: Team Tvis Holstebro – Randers HK

“Det er klart, at vi er voldsomt skuffede. Vi ville gerne havde været i vores fjerde DM-finale i træk. Vi har nogle spillere, der kan spille noget flot håndbold. Jeg troede, vi ville vinde guld igen i år.” – Randers-træner Jan Leslie til Ritzau.

“Det er så bittert. Jeg er helt tom indeni og kan slet ikke forstå, at det skulle ende sådan her. Det var en kæmpedrøm for mig at slutte med den fjerde DM-finale i Randers HK. Men vi skulle have afgjort det i første halvleg af den første semifinale, hvor vi havde dem lige, hvor vi gerne ville. Vi smider det væk på hjemmebane, hvor vi kun scorede ti mål efter pausen. Det er ikke godt nok.” – Camilla Dalby i Dagbladet Holstebro-Struer.

“Jeg tror faktisk, at det er det største i mit liv. Jeg elsker denne klub, og nu er jeg i finalen med den. Sandra (Toft) og jeg har været med til at bygge det her lort op, og nu er vi i en finale, og vi er sikre på at blive nummer to.” – Dagens Drage Kristina “Mulle” Kristiansen til Ritzau.

“Det er rigtig, rigtig, rigtig stort. Jeg står med min ottende sæson. Vi startede med at blive femmere i første division.” – Niels Agesen til Ritzau.

“Det er perfekt. Helt vildt. Fantastisk. På seks år er vi gået fra 1. division til en DM-finale. Det er vel okay, og det er kun fjerde år, vi spiller i ligaen. Jeg kan huske, at der kun var 38 tilskuere til min første kamp i Idrætscenter Vest, og nu har vi 3000 tilskuere, der mod Randers bar os frem.” – Sandra Toft i Dagbladet Holstebro-Struer.

“Det er 30 år siden, Holstebro KFUM’s damer fik DM-sølv, og det vil vi da gerne overgå.” – Niels Agesen til TTH’s hjemmeside.

“Et stærkt forsvar og et velspillende angrebsspil gav Randers HK en pauseføring på 11 – 16. En føring der havde været nok til at sende Randers HK i DM Finalen for fjerde år i træk. Men sådan skulle det ikke gå. Historien fra første semifinale på St. Bededag gentog sig, og allerede 5 1/2 minut inde i anden halvleg havde Tvis udlignet til 18 – 18.” – Randers HK’s referat af kampen.

“Randers HK forsvarer ikke sit danske mesterskab, for Team Tvis Holstebro snuppede pladsen i DM-finalen med et smalt nederlag.” – DR/Ritzau

“Dermed kan TTH se frem til fire finalekampe i den kommende tid… Og uanset udfaldet af de to kampe, er der ingen vej uden om: Der er kommet en ny magtfaktor i dansk kvindehåndbold.” – Team Tvis Holstebros referat af kampen.

2. EHF Cup-kvartfinale: Team Tvis Holstebro – KIF Kolding København

“Det er sådan i håndbold, at man altid får en åbning på et eller andet tidspunkt, og hvis man lader være med at fokusere på, at man måske er bagud med fire-fem mål og i stedet fokusere på at spille røven ud af bukserne, så kommer det stille og roligt.” – Klavs Bruun til Ritzau.

“Det er lidt mærkeligt, at vi ikke, da vi havde opbygget en femmålsføring, lukrerer lidt på, at vi kender Tvis så godt. Vi forærer dem for mange kontraer, og inviterer dem med ind i kampen igen, og det er egentligt den største skuffelse for mig.” – Peter Bredsdorff-Larsen til Ritzau.

“Det er utilgiveligt. Vi smed den ene bold væk efter den anden. I begge kampe havde vi klare føringer. Vi dummer os på samme måde igen. Det er da bekymrende.” – Kasper Irming til JyskeVestkysten.

“Hatten af for drengene, der bare blev ved med at tro på sejren. Det gjorde jeg sådan set også, og det fik de at vide, så det er da rart, at de hører efter.” – Klavs Bruun til TTH’s hjemmeside.

“Det er bare helt vildt. Der er rigtigt mange følelser på spil igennem hele denne her kamp og specielt i slutfasen. Og vi er rigtigt gode, når vi får følelser og fight involveret i vores spil. Og så er vi også heldige til slut. Det er bare pissedejligt.” – Mads Christiansen til DR Sporten.

“Der skal lyde en stor cadeau til publikum. De var virkelig med os, da vi indhentede dem. Da vi fik nogle kontraer, begyndte vi igen at tro på det. Hvis der kom 3200 tilskuere hver gang, ville vi blive meget svære at slå på hjemmebane.” – Michael Damgaard til Dagbladet Holstebro-Struer.

“Trods en føring på fem mål, et klart overtag og en tavs Gråkjær Arena, der langt fra var fyldt, formøblede KIF muligheden for at indløse billet til den finaleweekend, hvor deres eksistens burde være en selvfølge.” – JyskeVestkysten.

“Vi har ikke noget at gøre i en Final 4 samtidig med, at vi skal spille semifinaler… Man må jo også være realist. Rent økonomisk er det Champions League, der er det store. Denne her Final 4 ville være en underskudsforretning.” – Lasse Boesen til tv2.dk.

“Spillet flød dog på ingen måde i kampens sidste angreb, men alligevel lykkedes det Michael Damgaard at komme til et hopskud midt for mål, og via Kasper Hvidts arm strøg bolden i kassen, hvorefter Michael Damgaard fik tacklet den KIF-spiller, der forsøgte at komme til at give bolden op. Og så var der ellers dømt jubel-scener, der sjældent ses på disse breddegrader – også Michael Damgaard, der fik direkte rødt for kampens sidste tackling.” – Team Tvis Holstebros referat af kampen.

“Den føring blev i starten af anden halvleg udbygget til hele fem mål, før Tvis begyndte at finde rigtig flot spil frem. Dette var også til stor glæde for de fremmødte fans, som ledte tankerne tilbage til VM i fodbold i Sydafrika, med den lyd inferno der var fra de vuvuzele lydende horn som blev brugt i hallen i dag. Fantastisk kulisse til et stort drama.” – KIF Kolding Københavns referat af kampen.