Nyhedsbrev nr. 7 fra Flammen

Kære Team Tvis Holstebro-supporter

Den nye sæson står for døren, og det er tid til at pudse stemmebåndet og klargøre hænderne til de kommende oplevelser på Idrætscenter Vest. Der er lagt op til et brag af en sæson, da vi for første gang kan præsentere to ligahold samt Europa Cup-håndbold.

På herresiden er der sket ret markante ændringer i forhold til sidste sæson, hvor det endte med en 7. plads med 24 point for 26 kampe. Topscorer og årets spiller hos fanklubben blev Lasse Andersen med 148 mål. 7. pladsen betød at vejen til Challenge Cuppen var åben, da Virum på fjerdepladsen gik konkurs. På grund af Skjerns sejr i cuppen sidste år og en bedre seedning hos EHF havde de seks bedste hold nemlig allerede en plads i diverse cupper. Tvis Holstebro træder ind i 2. runde og skal møde Steaua Bukarest fra Rumænien på Vest den 5. oktober kl. 16.00 og ude den 13. oktober kl. 11.00. Hjemmekampen viser direkte på TV2.

Klubben har solgt Michael Bruun til Bjerringbro og højrebacken Per Leegaard til Thisted, mens John Mikkelsen er stoppet, Kim Sandal flyttet til 1. divisionsklubben, Tved på Sydfyn, Kenny Mikkelsen til Vrold/Skanderborg og Kim Laursen til samarbejdsklubben NNFH Lemvig sammen med træner Arne Damgaard og Jakob Dam. Den anden vej har der også været tæt trafik: Ny på trænerposten i stedet for Peter Bruun Jørgensen er Ole Andersen; en kontant og velforberedt træner med spændende ting i posen. Fra Viborg er kommet venstrefløjen Martin Kristensen og playmakeren Lau Jakobsen, og fra Ikast BH højrebacken Jesper Stenholt. De var alle 3 blandt profilerne i træningslektionen mod Flensburg den 12. august. Med disse forstærkninger samt den unge stamme fra sidste sæson tegner sæsonen lovende, især hvis Tom Jensen og Henrik Jepsen viser klassen i kassen. Vi satser på en placering i top 6 og en Europa Cup-billet til næste sæson.

På damesiden har forstærkningerne været omfattende siden oprykningen, der blev en realitet grundet Brabrands økonomiske uføre. Som afløsere for Peter Bertelsen på trænerposten er ansat GOG’eren Kenneth Sahlholt og Tvis KFUM’eren Henrik Jørgensen. Mange spillere er kommet til: På målmandsposten Eva Pettersen, norsk U-landsholdmålmand fra Viborg og Ingeborg Vlietstra, hollandsk landsmåldsmålmand fra Hellas. I bagkæden Mia Sejer Hansen fra Ikast og Hrafnhildur Skuladottir, islandsk landsholdsspiller fra Valur. På fløjen Kristina Black samt stregspilleren Mette Voss begge fra Ikast Bording. Med disse forstærkninger og sidste års profiler til rådighed er der realistiske muligheder for at forblive i ”Verdens bedste liga”.

Både herre- og dameholdet har spillet sig i 8. delsfinalerne i pokalturneringen. Damerne møder den 31. august kl. 15.00 FCK Håndbold (tidligere FIF) på udebane, mens herrerne tager imod 1. divisionsholdet Stoholm IF den onsdag 4. september kl. 20.00 på IC Vest. Her er der mulighed for at tyvstarte sæsonen som tilskuer.

Vanen tro holder Fanklubben Flammen opstartsmøde. Her vil der være en forfriskning, en snak om den kommende sæson og mulighed for at købe fanudstyr og betale dit girokort. Mød op hvis DU vil gøre en indsats for fanklubben og stemningen på Vest. Da den nuvæørende præsident Hans Henrik Hjermitslev flytter til England, er der brug nye stemmer og hænder i arbejdet for at gøre IC Vest til Danmarks bedste hjemmebane. Tag dine kammerater med og få dem meldt ind i fanklubben. Mødet finder sted inden herrernes første hjemmekamp mod Århus GF:

Opstartsmøde, mandag den 9. september kl. 17.30 på IC Vest.

Når du har betalt det medfølgende girokort modtager du dit medlemskort til fanklubben samt nyhedsbreve, plakater og forskellige medlemstilbud. Vi medsender desuden herrernes og damernes kampprogram så du kan få sat X i kalenderen.

Vi ses i Blok F på Idrætscenter Vest!

Kilde: Flammen.