Nyhedsbrev nr. 5 fra Flammen

Kære Team Tvis Holstebro-supporter

Nu er sæsonen kommet i gang, og vi kan begynde at se, hvilken vej vinden blæser for vore hold. Ynglingeholdene i divisionerne ligger i den tunge ende, men har dog vist pæne takter. Damejunior- divisionen er til gengæld med i toppen her i begyndelsen af sæsonen. Masser af talent er på vej frem, og det er bestemt her, der skal satses, hvis vi skal fastholde og styrke positionen i dansk håndbold. 1. divisionsdamerne var efter den flotte sæson sidste år tiltænkt en plads i toppen, men de startede skuffende. Nu har holdet med skarpskytterne Karina Jensen og Heidi Brander ved roret imidlertid fået rettet skuden op og styrer mod en placering i top 3.

Tvis Holstebros flagskib, ligaherrerne, er kommet fornuftigt fra start under Peter Bruun Jørgensens kompetente ledelse. En solid midterplacering er status nu, og vi har set flot spil på Idrætscenter Vest. Toppen af poppen var kampen mod Kolding IFs mestre, hvor dragerne viste forrygende spil og tilkæmpede sig sæsonens hidtil fornemste skalp. På udebane har det til gengæld knebet for holdet. En enkelt flot sejr over IBH i TV-kampen, men svage indsatser mod Virum og især Viborg.

Det unge firkløver Jesper Nøddesbo, Jesper Ahle, Toke Holst og Jakob Thoustrup har imponeret på holdet, og Nøddesbo har slået følge med Michael Bruun på landsholdet. Topscorere efter 9 kampe er Lasse Andersen (45 mål), Kim Sandal (34), Toke Holst (34) og Jesper Nøddesbo (33).

Meget glædeligt er det, at tilskuerinteressen på IC Vest er større end nogensinde. Vi har haft over 1000 tilskuere til alle ligaherrernes hjemmekampe, og vi er ved at bygge den fæstning, vi ønsker.
For at gøre hjemmebanen endnu mere festlig opfordrer vi alle til at huske at bære deres spilletrøje til kampene. Dette giver dig ret til at deltage i lodtrækningen om fanklubudstyr i Blok F. Vi opfordrer også alle medlemmer til at købe creperuller og de flotte huer og halstørklæder, vi sælger. Vi har juletilbud på huer og halstørklæder til hjemmekampen mod Bjerringbro den 9. 12., kl. 17.00:

Julegavetilbud: Huer og halstørklæder kun 75,- (normalpris 99,-)

Fanklubben vil gerne opfordre alle Team Tvis Holstebro’ere til at møde op og støtte dameholdet, der ikke har fået den fortjente opbakning i år. Samtidig søger vi stadig folk, der vil hjælpe fanklubben med bod, trommer og med at skabe stemning til damekampene. Hvis du er interesseret så kontakt præsident Hans Henrik Hjermitslev på tlf. 8615 7416 eller hhh@flammen.nu.

Sæt X i kalenderen:
Søndag 09.12.01 kl. 17.00: Ligaherrerne mod Bjerringbro
Mandag 10.12.01 kl. 18.30: 1. division damer mod Hornbæk SF
Søndag 16.12.01 kl. 14.30: 1. division damer mod LSU Frederikshavn

Vi ses til fest i Blok F på IC Vest

Besøg Hele Danmarks Bondehold på hjemmesiden flammen.nu

Kilde: Flammen.