Før nytår var der snak om, at Team Tvis Holstebro havde indgået en dialog med Struer om at lægge Struer klubbens damehold til dragerne fra TTH. Dagbladet Holstebro Struer skriver i dag, at dette bestemt ikke er lagt i graven fordi vi skriver 2016, tværtimod.
Damerne fik i december 2015 besked om, at der ikke bliver tjent nok til at opretholde det budget de har haft de seneste år og at der til næste år bliver skåret en million af lønningerne i den kommende sæson. Dette betyder at de højt profilerede navne ikke kan få de lønninger de har fået i år og forlader dermed klubben.
“Vi skal vise økonomisk ansvarlighed” siger formand Jørgen Hansen om situationen. Han vil ikke se TTH ende ud i samme situation som Viborg der måtte nedlægge et hold, FC Midtjylland der tærer hårdt på den fælles kasse med fodbold arrangementet eller fra den mandlige liga BSV, hvor store investorer gang på gang må spytte store beløb i kassen for at give sorte tal.
Man vil derfor gerne hive sponsorer ind fra Struer og omegn, hvilket formentlig vil kræve nærhed med byen ved vandet. Samtidig er man i Struer ved at være færdig med en større renovering af Fritidscenteret. Det vil dermed kunne rumme 700-800 personer og give en tæt atmosfære, måske lignende Cigaræsken i Skanderborg (ifølge Flammen red. en af Danmarks mest charmerende hjemmebaner).
Jørgen S. Hansen bemærker dog, at der skal penge i kassen for dette og at det ikke blot skal være for et år. Han oplyste til erhvervsklubben forud for kampen mod FC Midtjylland, at man sigter 4 år frem med forbedringer fra top 8 til top 4.
Intet er afgjort, men de to parter mødes igen i næste uge.