Trods en god start løb Draginderne ind i et syv-måls-nederlag mod Fox Team Nord og at undgå nedrykning synes nu rimelig utopisk.
Sidst de to hold mødtes trak TTH det længste strå efter en kanon indsats efter pausen. Denne gang var det i først halvleg det gik bedst for Draginderne. De var foran både 0-2 og 3-5. Omkring midt i halvlegen stod det 5-5 i en evighed, men så trak Fox fra og kunne gå til pausen 9-8. Det var jo ikke ligefrem kritisk, i al fald en bedre forhandlingsposition end sidst.
Det var dog Fox Team Nord der kom bedst fra start i anden halvleg. Tre rappe scoringer og TTH var sat af for resten af kampen. Angrebet fungerede ikke, der blev lavet for mange fejl og da forsvaret også begyndte at halte trak Fox for alvor fra. Kun nogle trøstemål hen mod slutningen forhindrede en total ydmygelse.
Dagens Drage er Ingeborg Vliestra, som var god til at snuppe bolden når den passede det ellers velfungerende forsvar i første halvleg. Fox Team Nord kårede også deres målvogter, Olga Hoffmand, til dagens spiller og det fortæller noget om i hvor høj grad kampen var forsvarenes kamp, især i første halvleg. Uden et godt forsvar kan man ikke forvente at målvogteren kan holde buret rimelig rent.
Med dagens nederlag hænger TTHs fortsatte eksistens i ligaen i en meget tynd tråd. Det eneste der kan redde situationen er mirakuløse point i sæsonens sidste kampe mod henholdsvis Slagelse, Ikast/Bording og GOG. Der er dog stadig ære at kæmpe for. Den næste kamp er søndag den 9/3 mod Skovbakken/Brabrand, og det er en kamp der skal vindes som en forsikring om at ”vi kommer igen og så er det jer der ryger ned!”.
Fire trofaste fans havde valgt at bruge en dag på at assistere Draginderne i rævejagten og trods det kedelige resultat og en irriterende halspeaker som insisterede på at sige ”yes” før hver sætning blev det en dejlig tur. Da der ikke var folk nok til en bus kom de med spillerbussen. Spillerne skulle minsandten holdfeste, så der var dømt lækker mad efter kampen. På turen hjem var der ølstafet, som Flammen naturligvis vandt, samt banko. Det er åbenbart tradition og sikker noget tæmmer Sahlholt har fundet på, thi folk med en fortid i GOG er underlige og Salle er ingen undtagelse! Tak for kaffe.