Ni på stribe

Tvis tabte for niende gang på stribe til de grønne sydfra siden holdene mødtes for første gang i ligaen i 1999. Og kampen i Skjern Hallen formede sig som vanligt: Først håb, så desillusion.

Tvis tabte for niende gang på stribe til de grønne sydfra siden holdene mødtes for første gang i ligaen i 1999. Og kampen i Skjern Hallen formede sig som vanligt: Først håb, så desillusion.
I historiekredse er der ikke enighed om hvorvidt historien gentager sig. Det samme synes ikke at gælde på håndboldfronten, hvor Tvis Holstebro altid taber ligakampene til Skjern. Ydermere får dragerne normalt lov at være i front inden Skjern sætter tingene på plads i slutfasen. Denne gang var Tvis Holstebro foran 2-6 efter et kvarter. Godt forsvarsspil og flot målmandsspil af Tromle gjorde det sjovt at være i Skjern Hallen, hvor Fanklubben Flammen dominerede kampen igennem.

Ved halvleg var dragerne foran 10-11, men Skjern tog langsomt teten i anden halvleg, og to røde kort for tredje gangs forseelser til Martin Kristensen og Jesper Nøddesbo gjorde det svært for Tvis Holstebro at holde stand trods en helstøbt fighterindsats. Fra 20-17 kørte Skjern sejren hjem: 24-20, og endnu en nedtur i lokalopgørene. Mens forsvarsspillet var godt kampen igennem, savnede man mål i kontrafasen og efter presspil til fløjene. Angrebsspillet var lagt an på brede pres og krydskombinationer ind over midten. Et spil der passer til bagkædens folk, men som savner variation hvis holdet agter i blande sig i kampen om slutspilspladserne.

Forøvrigt tørner holdene sammen igen på onsdag i kvartfinalen i pokalen, hjemme på Vest kl. 19.30. Her vinder dragerne, så vi kan glemme Skjern Hallen og dens grønne landmænd fit for fight.