15 dårlige minutter afgjorde kampen, desværre ikke til FCK’s fordel. FCK’s håndboldherrer trak det korteste strå i aftnens kamp i Holstebro til Team Tvis Holstebro, i en kamp som var meget lige, blev 15 dårlige minutter i starten af 2.halvleg udslagsgivne.
På trods af det knebne nederlag i onsdags til HSV Hamborg, var der absolut ingen grund til at tro at kampen søndag aften mod Team Tvis Holstebro, i et fyldt Idrætscenter Vest ville blive nogen walkover.
Fra starten af 1. Halvleg fuldtes begge hold også pænt ad, matchen var en jævnbyrdig affære, hvor føringen hele tiden skiftede med et mål mellem begge hold. Dette bedst illustreret ved at FCK førte 13-11 5 minutter før pausen, men alligevel gik til pause bagud 16-15.
Hjemmeholdet kom bedst ud efter pausen, og efter 8 minutter, havde jyderne fået et hul ned til Løverne på 4 mål med 21-17. Denne føring blev så senere udbygget til 25-19 efter 45 minutters spil.
Herefter var det op af bakke for de danske mestre, holdet blev ved med at fighte og spillede med mere energi, hvilket også gjorde at holdet fik reduceret jydernes føring 29-25, men tættere end slutresultatet på 34-31 kom FCK aldrig.
Efter kampen fangede FCKhaandbold.dk assistenttræner Jakob Sloth, for at få hans vurdering af kampen:
– Vi havde inden kampen talt om, at vi skulle stå sammen som et hold, og få det maximale ud af vores ressourcer. Efter en meget lige første halvleg, kommer vi rigtigt skidt i gang i de første 15 minutter af 2.halvleg. Samtidig virker Holstebro rigtige sultne efter sejr i dag. Vi må nok desværre konstatere, at vi i dag havde en kollektiv offday. Det er vigtigt at vi i denne periode her, hvor kampene falder som perler på en snor, kan se os selv i øjnene bagefter, så der er noget at rette op til næste kamp.
Efter det ærgerlige nederlag søndag aften, indtager FCK’s herrer stadig 6. pladsen i CBB Mobil Ligaen, og næste opgør venter allerede den kommende onsdag når de danske mestre tager imod Fredericia HK1990 i Frederiksberg Opvisningshal kl. 20:30. Damerne spiller inden herrekampen mod KIF Vejen, denne kamp har start klokken 18:30.
Af Gøsta Rasmussen.
Kilde: FCK Håndbold.