TTH led i dag sæsonens femte nederlag og også denne gang med et enkelt mål, som dagens modstander Fredericia HK, fik banket i kassen tre sekunder før tid. Dragernes forsvar var hullet som en si og fløjspillet ikke-existerende. Til gengæld fortsatte TTHs damer sejrsstimen og vandt 29-23 over FHK i dagens første kamp.
Det startede ellers godt for de pointhungrende drager, som indledningsvis kom på 4-2. Tropperne fra fæstningsbyen fik dog hurtigt indstillet skytset på TTH-forsvaret og scorede resten af kampen nærmest efter behag over for et TTH-forsvar helt uden bid. I den anden ende var dragerne kommet en tand bedre i gang og der var håb i pausestillingen 15-17.
TTH startede anden halvleg med at komme på 23-22, men FHK fik hurtigt indhentet. Fæle afbrændere på åbne kontrachancer skæmmede dragernes spil og fløjspillerne, Kirkegaard og Kim Nielsen, var usikre i deres afslutninger. Der var dog spænding helt til de sidste sekunder, da der stod 30-30 med 22 sekunder igen. Fredericia spillede rutineret bolden rundt og afsluttede først i sidste sekund, en bold der snildt passede et alt for passivt TTH-forsvar.
Dragernes problemer var de samme i dagens kamp som de foregående kampe: Dårligt forsvar og alt for mange tekniske fejl og brændte ”direktører”. Glædeligt var det at Erik Hucko og Lasse Andersen ikke var helt anonyme i kampen, med henholdsvis 7 og 6 scoringer. Jesper Ahle er den eneste spiller der har holdt et højt niveau i alle sæsonens kampe og igen i dag kæmpede han godt for sagen og scorede syv mål. Han bliver Dagens Drage.
Sædet bliver varmere under Bent N., mens TTH – efter sigende – går over i ligahistorien som det første hold på sidstepladsen uden negativ målscore.