Mandag meldte håndboldlandsholdets målmand Søren Haagen fra til den kommende Supercup-turnering. I stedet har teamchef Leif Mikkelsen udtaget Michael Bruun, Tvis KFUM, som dermed for første gang skal optræde i A-landsholdssammenhæng, og han er sikker på at få debut i åbningskampen mod Frankrig på torsdag.
Her må Danmark nemlig undvære Peter Nørklit, fordi en kamp i den spanske 1. division mellem hans klub, Portland San Antonio, og Barcelona er blevet flyttet fra onsdag til torsdag. Helt uden international erfaring er Michael Bruun dog ikke, idet han opnåede 19 ungdomslandskampe i begyndelsen af 1990’erne, da han spillede for Ribe HK.
Kilde: Jyllands-Posten.