I den anden DM-semifinale var alt på spil. Vinderen ville gå i finalen efter uafgjort i det første opgør i Holstebro. Desværre begyndte kampen som i Holstebro og efter at have indledt målscoringen var vestjyderne pludseligt bagud 9-5 efter 20 minutter. Særligt stregspiller Jesper Munk, der skulle afløse den skadede Mathias Porsholdt og den halvskadede Christoffer Cichosz, havde det svært mod den velspillende Johan Sjöstrand i BSH-målet. Munk brændte tre frie chancer. Aaron Mensing var også på bænken med først en blodtud og derefter en udvisning for at gå for tidligt på banen. Det så sort ud.
Imidlertid mandede spillerne sig op. Forsvaret med Jorn Smits og Jonas Porup centralt fik godt fat, og Cichosz kom ind i angrebet og scorede. Også Magnus Bramming, der var nogenlunde klar efter sin ankelskade, kom på måltavlen, og hårdt kæmpende Allan Damgaard lavede et par kontramål. Imens lukkede Sebastian Frandsen af i målet. Det betød, at TTH kunne gå til pausen med en snæver føring på 12-13.
Straks ind i anden halvleg tippede det desværre BSH’s vej. TTH-spillerne begyndte at lave fejl i angrebet, som hjemmeholdet straffede. 12-13 blev derfor hurtigt til 15-13. Og for at gøre ondt værre blev også Jorn Smits, der havde fået godt styr på Sebastian Stube i midterforsvaret ved at møde ham højt, ankelskadet og måtte udgå i 20 minutter.
Resten af kampen halsede dragerne efter hjemmeholdet. Der blev dog kæmpet godt, og Søren Hansen og Claus Uhrenholdt kiggede dybt i værktøjskassen. Der blev forsøgt med et offensivt forsvar, med en indskiftning af Rikard Frisk i målet og med 7 mod 6 i angrebet, men lige lidt hjalp det. Gode skudchancer blev brændt. Særligt Aaron Mensing og Allan Damgaard, der har trukket et stort læs i både forsvar og angreb gennem hele sæsonen, havde svært ved at score på Sjöstrand. Også halvskadede Magnus Bramming manglede de sidste 10% i fart og springstyrke. Kræfterne slap simpelthen op, og Hansen og Uhrenholdt vurderede ikke, at de unge kræfter på bænken kunne gøre en forskel i denne afgørende kamp.
Trods flotte præstationer i angrebet af Kay Smits og Odinn Rikhardsson i højresiden kom TTH aldrig tættere på end 20-19, og til sidst fusede kampen ud med føringer til BSH på 26-22 og 29-23, inden det hele endte med en sejr til BSH på 30-25.
Et ærgerligt nederlag mod et BSH-hold, der ikke har været bedre end et skadesplaget TTH-hold i denne sæson på trods af en dyrere og mere rutineret spillertrup. TTH havde i denne sæson en god chance for en finaleplads, men de sidste kræfter og marginaler manglede. Nu venter bronzekampe mod GOG, der tabte over to tætte kampe til Aalborg. Her har TTH igen alt at vinde og intet at tabe. Vestjyderne har allerede gjort mere, end man kunne forvente. Medaljer ville dog være et flot punktum for en imponerende sæson, hvor spillerne og staben har ydet en fantastisk indsats og vist et stort sammenhold og mod på trods af den store modgang med urimeligt mange skader. 38 point og en tredjeplads i grundspillet og 11 point og en førsteplads i slutspillet taler for sig selv: klasse.