Julesejr på Vest

Med en sejr på 24-21 over Fredericia fik Tvis Holstebro lidt luft til bunden i en ganske lige række, hvor der skal mange point til for at undgå nedrykningsspil.

Med en sejr på 24-21 over Fredericia fik Tvis Holstebro lidt luft til bunden i en ganske lige række, hvor der skal mange point til for at undgå nedrykningsspil.
Efter det uventede nederlag til Ringsted skulle man ikke tage noget for givet før kampen mod Fredericia. Hvis ikke Dragerne var oppe på mærkerne, ville Fredericia hive sejren hjem, som de gjorde i første runde. Heldigvis var spillerne klar til kamp.

En lige første halvleg sluttede 10-10. De to holds forsvar stod godt sammen med Jan Tromle Nielsen og Kim Andersen i målene.

I anden halvleg var Tvis Holstebro i teten. Dragerne kom i front 14-11, men når de var ved at løbe yderligere fra FHK, der havde det svært i angrebsspillet, hev Tromle klasseredninger ud af ærmet. Særligt Dennis Kierkegaard og Lars Rasmussen havde det svært over for den tidligere TTH-keeper. Heldigvis bevarede hjemmeholdet roen og kørte sejren hjem trods undertal i de sidste par minutter.

De dominerende spillere for hjemmeholdet var Jesper Ahle, der holder et konstant højt niveau i denne sæson, Kim Andersen, der stod hele kampen og Dagens Drage Lasse Andersen, der fik fuld spilletid på venstre back og lavede 6 mål.

Ydermere er det værd at fremhæve Kim Nielsen, der scorede to gange i anden halvleg ved elegant at finte og løbe sig igennem Fredericias solide midterforsvar.
Michael Bruun og René Madsen kunne spare badet inden aftenens julefrokost, da de slet ikke kom på banen.

En vigtig sejr for Team Tvis Holstebro, der nu holder turneringspause, mens landsholdet spiller EM i januar. Næste kamp er i Viborg den 11. februar.