Hundredekampsjubilar i hopla

Der var lagt op til et brag og det blev det, da TTH spillede uafgjort mod Lars ”Lama” Krogh Jepsen og resten af ørnene fra BSV. Et godt kæmpede forsvar og Erik Hucko, som spillede kamp nr. 100 i dragehammen, forhindrede favoritterne fra øst i at drage hjem med begge point efter en spændende kamp med en gyser af en afslutning.

Der var lagt op til et brag og det blev det, da TTH spillede uafgjort mod Lars ”Lama” Krogh Jepsen og resten af ørnene fra BSV. Et godt kæmpede forsvar og Erik Hucko, som spillede kamp nr. 100 i dragehammen, forhindrede favoritterne fra øst i at drage hjem med begge point efter en spændende kamp med en gyser af en afslutning.
Kampen var tæt lige fra start. Holdene skiftedes til at føre med op til to-tre mål. Ved pausen var gæsterne dog foran med en enkelt pind, 16-17. Bruun fik ikke fat i det helt store i starten af kampen, så Rasmus Lind kom ind sidst i første halvleg og gjorde en god figur. I anden halvleg var Bruun dog klar til at tage revanche og selvom han ikke spillede sin bedste kamp, var han dog i begyndelsen af halvlegen medskyldig i en lille føring til TTH ved 23-20. Anført af Lars Krogh, som for alvor meldte sig ind i kampen i anden halvleg, kom BSV dog igen så det stod 25-25 halvvej i halvlegen.

I slutningen af kampen blev det rigtig spændende: Det står 30-31 til BSV med et minut igen. TTH er i angreb og tager time-out. Dagens Drage Erik Hucko sender bolden i mål for 10. gang, og BSV har nu otte sekunder til at snuppe begge point. Albrechtsen tager sin time-out og sætter en snedigt plan i værk, men kampens sidste afslutning, med Lars Krogh som afsender, gribes ud af Michael Bruun – og jublen bryder ud hos dragens tilhængere. Set over hele kampen, var uafgjort et ganske rimeligt resultat, selvom der i afslutningen af kampen var et par dommerkendelser der gik TTH imod og måske kunne have sikret to point til vestjyderne.

TTH kæmpede rigtig godt over hele linien og viste masser af gejst og vilje til sejr. Jakob Thoustrup styrede forsvaret kyndigt, mens HC Lund satte fart i angrebet. Og så spillede Erik Hucko en af sine bedste kampe for TTH og var med sine 10 scoringer en særdeles vigtig spiller.

Undertegnede var måske en kende optimistisk, da jeg i kampoplægget skrev at der var lagt op til tilskuerrekord. Godt 1800 tilskuere var mødt op og med plastikklappehænder udleveret af Vestjysk Bank var de med til at skabe en stemning, som sikkert gjorde et godt indtryk hos de mange der valgte at se kampen på TV hjemme i hjørnesofaen.

Med dagens resultat, TTHs første uafgjorte i år, kravler TTH op på fjerdepladsen, á point med GOG. På onsdag gælder det ligaens nummer et, FCK håndbold, på udebane. En ganske svær kamp, men hvis Dragerne kæmper som de gjorde i dag, kan de godt tage point med hjem til det vestjyske.

Udgivet Kategorier Ikke-kategoriseret