Her kommer mutter med kost og spand

TTH tørrede i perioder gulv med Skjern i Slaget om Vestjylland XXII, som blev spillet på Vest denne søndag eftermiddag. Desværre var der også mindre gode perioder og mod slutningen af kampen var det lige ved at blive spændende. Facit blev dog heldigvis TTH-føring gennem hele kampen og en sejr på fire mål, 32-28.

TTH tørrede i perioder gulv med Skjern i Slaget om Vestjylland XXII, som blev spillet på Vest denne søndag eftermiddag. Desværre var der også mindre gode perioder og mod slutningen af kampen var det lige ved at blive spændende. Facit blev dog heldigvis TTH-føring gennem hele kampen og en sejr på fire mål, 32-28.

Med fire point i de fire første fire kampe kan TTH’s sæsonstart nok bedst betegnes som lunken. Lidt bedre er det gået Skjern Håndbold, der havde seks point i de første fire kampe. En sejr i dagens kamp kunne altså bringe de hvide á point med de grønne. Efter den seneste kamp ude mod GOG var en sejr over Skjern ikke en umulighed selvom indsatsen i de første tre kampe ikke havde været imponerende. TTH havde efter sigende spillet godt på Sydfyn, men var blevet decideret bortdømt.

I dagens kamp måtte holdet dog undvære dragetæmmer Claus Uhrenholt, som fik rødt kort mod GOG for at sige nogle ikke alt for pæne ting til d’herrer i sort. Det skulle dog vise sige at Uhrenholt det meste af kampen kunne læne sig tilbage og nyde et TTH-hold som, under kyndig ledelse af Arne Damgaard og TTH’s skadede stregspiller Patrik Olsson, holdt sig til taktikken og leverede en god gang bold.

Dragerne spyede ild fra start af. Tre mål, heraf to af Søren Tau, fik de lokale helte sat ind før Skjern kom til fadet. De grønne var dog kommet for at danse med og det gjorde de frem til stillingen 10-9 efter 17 minutter af kampen. Da sagde TTH tak for dansen og konverterede Skjern fra dansepartner til gulvklud. 19-12 stod det ved pausen.

Skjern startede anden halvleg på næsten samme manér som TTH startede første halvleg. Det blev så tæt som 21-17 før dragerne fik stoppet de grønne tilbage i gulvspanden og vredet dem op til stillingen 26-17. I de sidste ti minutter af kampen var rengøringen dog forbi. TTH’s forsvar begyndte at vakle og angrebet gik ned i gear. 28-19 blev til 28-25. En frustreret Michael Bruun blev udskiftet med Rasmus Lind. Anført af den evige enmandshær Jesper Jensen var Skjern tæt på at bringe spænding tilbage i kampen. De grønne var så tæt på som 30-28, men i sidste ende var forspringet dog for stort. Dragerne fik reddet stormen af og bragte skuden i havn til en sejr på 32-28. Og Skjern Ultras kunne få en ”god tur hjem”.

Dagens sejr er bygget på godt forsvarsspil. Det gav kontramål og redninger af Michael Bruun i målet. Samtidig præsterede TTH flot flydende angrebsspil med godt stregspil af Søren Tau og giftige missiler signeret af Heino Holm Knudsen. Hele fire spillere scorede fem rene mål i dagens kamp. Udover Tau og Knudsen drejer det sig om Joacim Ernstsson og Lars Rasmussen (der også scorede to gange på straffekast). Det var en fornøjelse at se noget af den gejst og det samspil der gav store resultater i forrige sæson. Dagens Drage er Søren Tau, der udover flot arbejde i angrebet også leverede en brav kamp i forsvaret.

Skjern Ultras havde i bedste hooliganstil sat klistermærker op på IC Vest. Med teksten ”Skjern Ultras mod moderne håndbold” fik ungersvendene fra Lem-Tarm-egnen hvad de kom efter fra deres eget hold. Baseret på enkeltmandspræstationer var de grønnes spil ikke ligefrem en opvisning i moderne håndbold. I store perioder mindede det i højere grad om noget der ligner roekast.

Med håneretten i sækken for de næste fire måneder gælder det på onsdag en udekamp mod ligaens absolutte førerhold, BSV. Med Uhrenholt tilbage ved roret skal gasterne på det gode skib TTH opvise al deres kunnen, hvis de skal have point med hjem i lasten. Knæk og bræk!