Dette var ordet på det banner, der prydede spillertunnelen i revanchen mod Helsinge. Holdet, der sendte Tvis KFUM ned i 1. division i 1998, fik i dag som fortjent. Hævnen var sødere end nogen sinde, og det var en flok irritable tabere, der forlod banen, mens et medlevende publikum og de hævntørstige Tvisspillere lod glæden bryde løs.
Kampen formede sig som en tæt forsvarskamp, der skiftevis havde de to hold i teten. Helsinge kom bedst ud af startblokken, og de førte frem til starten af 2. halvleg, hvor Tvis kom foran for første gang ved stillingen 13-12. Nu styrede hjemmeholdet begivenhederne med kontant forsvarsspil og en, som altid, veloplagt Michael Bruun. Cirka fem minutter før tid var stillingen 20-15, men så kom nordsjællænderne til fadet igen, og pludselig stod der 20-19 på måltavlen. Nerverne sad uden på tilskuernes og spillernes tøj; 25 sekunder igen og i undertal – tankerne faldt på den frygtelige finish i 1998. Men så tog den evigt kæmpende indpisker, anføreren, „Bomber”-John Mikkelsen fat og afgjorde kampen til 21-19. Glæde og forløsning – Hævnen på Vest.
Nu kan vi se fremad i tabellen. En 4. plads efter tre kampe og flere point er på vej. På lørdag gælder det gensynet med Heino Kamstrup og oprykkerne fra Roar Roskilde, der vandt de to første kampe. Men i aften måtte de se sig besejret af Vrold/Skanderborg, som Tvis jo klaskede. Det ligner en lige og åben kamp, der, hvis det flasker sig, kan bringe Bondeholdet fra Vest på toppen.