Tre måneder og én dag efter pokalfinalen fik taberne revanche, da GOG besejrede TTH sikkert. Begge hold har dermed kurs mod slutspillet.
Dagens kamp i Gudme blev i går gjort lidt mindre spændende, da DIF’s appeludvalg rettede DHF’s fadæse og gav TTH pointene for sejren over FCK tilbage i november. Dermed var TTH allerede før dagens kamp så godt som i slutspillet, selv hvis holdet ikke får flere point. Skulle GOG og TTH ende med lige mange point, var resultatet af dagens kamp dog afgørende for placeringen, så der kan vise sig at have været en syvendeplads på spil i dag. En syvendeplads som i så fald (ret fortjent, desværre) går til GOG.
TTH kom godt fra start og havde teten de første godt tyve minutter. På et tidspunkt var føringen oppe på tre mål, 5-8. Fynboerne var frustrerede, bedst eksemplificeret af Peter Henriksen. En kontraafslutning fra Lars Rasmussen endte i et straffekast og en udvisning til Kasper Nielsen. Henriksen valgte, i frustration (må man formode), at sparke bolden ud mod tilskuerpladserne. Resultatet? En udvisning til, så GOG måtte spille fire mod seks i to minutter.
Paradoksalt nok var det et trælår til Keld Vilhelmsen, ved stillingen 10-11, der vendte kampen. Det gav plads til venstrefløjen Frederik Petersen som spilstyrer og han var med til at få skik på angrebet hos fynboerne. Samtidig fik de også styr på forsvaret, hvilket kunne aflæses på vestjydernes scoringsprocent. Første halvleg sluttede 15-12.
I anden halvleg stod der GOG på det hele. Efter halvlandet minut førte GOG med fem mål og, med knap ti minutter tilbage af kampen, med ti mål. Vestjyderne kunne simpelthen ikke hamle op med fynboerne i hverken angreb eller forsvar. 31-24 sluttede kampen.
Det var ikke rart at være vidne til en kamp, hvor TTH slet ikke kunne følge med. Kønt var det heller ikke; kampen bød på hele 11 udvisninger og 15 straffekast. Dagens Drage er HC Lund, som fik sat seks mål ind.
TTH ligner stadig en slutspilsdeltager, men med dagens resultat jager holdet stadig det ene point der kan holde GOG på afstand og sikre syvendepladsen. Noget tyder på at det point skal findes i grundspillets sidste kamp, hvor vestjyderne møder Ajax på udebane. Københavnerklubben har fem point op til TMS Ringsted og er dermed allerede nu dømt til nedrykning. Inden da skal TTH dog møde Kolding i IC Vest, men hvis den kamp skal give point, så kræver det bedre spil end det, der blev vist i dag.