Simon Gade greb chancen da han i fraværet af en hjernerystet Jonas Hansen stod hele aftenens kamp mod Aalborg. Fire ud af ti bolde holdt han ude af mål og en sikker sejr på 23-30 blev sikret i anden halvleg.
At være udenJonas Hansen til at passe målet burde ikke forbedre chancerne i et opgør i Aalborg. Andenmålmand Simon Gade ville det dog anderledes og på en stærk anden halvleg hev vestjyderne sejren i land.
Første halvleg var en jævnbyrdig affære. Vestjyderne var et mulehår foran, men ved pausen var alt fortsat åbent med 14-13 på måltavlen.
I anden halvleg blæste vinden dog kun fra en retning og det var vest. Simon Gade, en sikker Dagens Drage, gav den en ekstra skalle og med syv minutter igen stod han noteret for en redningsprocent på 62, der dog var faldet til 43 ved kampens slutning.
Det blev endda også til en scoring for det 19 år unge håb da han skød direkte på mål fra eget felt i en situation hvor Aalborg var i undertal og havde taget målvogteren ud. Efter kampen bemærkede han på TV2 Sport at klublegenden Michael Bruun aldrig fik scoret et mål, så det tegner lyst for den unge målmand også på den front.
Forsvaret stod lige så solidt og vestjyderne holdt nordjyderne fra at score i godt 11 minutter midt i halvlegen. I den periode holdt vestjyderne dog ikke inde med skydningen og 16-17 blev til 16-24. Dermed var kampen afgjort, da nordjyderne aldrig fandt ud af hvordan Simon Gade skulle skydes eller den vestjyske offensiv bremses.
I angrebet var det højresiden med Patrick Wiesmach og Peter Balling, der førte an i festlighederne med otte mål hver. Også Sigurbergur Sveinsson viste sine kvaliteter med aggressivt spil og fem mål.
Kampen sluttede 23-30 og det ville nok kræve mere end en fadøl i den berømte Jomfru Ane Gade at skylle det nederlag ned hvis man holdt med dem i de røde trøjer.
Med sejren er TTH forsat alene i spidsen af ligaen med 34 point for 23 kampe. Med uafgjort 31-31 mod Sønderjyske sørgede Skjern for at gabet ned til de grønne nu er på tre point.
Det er dog endnu for tidligt at feste. Bliver det ikke til point i de sidste tre grundspilskampe mod henholdsvis Skanderborg, Ribe-Esbjerg og KKK, kan vestjyderne teoretisk set ende helt ned som nummer seks – men jøses, hvor er vi tæt på målet…