Det blev til et hæderligt nederlag da dragerne måtte ned med nakken mod ligaens nr. 2.
Kampen indledtes tyndt at et TTH-mandskab tilsyneladende tynget af savnet af den meget formstærke back og forsvarskrumtap Toke Holst som hele kampen måtte tage plads på bænken efter den fibersprængning han under gårsdagens træning pådrog sig i lysken. Imidlertid kæmpede dragerne sig tilbage i kampen og var efter en næsten godkendt første halvleg bagud 18-16. Forsvaret var, modsat kampen mod Aarhus, hullet som en si, men angrebet kompenserede heldigvis for de alvorlige defensive mangler. Efter pausen brød et sted som ikke bør nævnes ved navn (dog ikke Skjern-hallen!) ud. Dommerne kastede om sig med udvisninger af både kendt og bestemt ukendt oprindelse. Dog skal det retfærdigvis siges at de havnede i begge lejre. Dette gav kommende TTH-træner Bent Nyegaard da også udtryk for efter kampen da han langede ud mod den generelle danske elitedommerstand. Kronen på værket var ubestridt to røde kort, heraf et direkte til Klavs Bruun Jørgensen for en tilsyneladende hård tackling af Dennis Kirkegård (Hmm Dennis! Den så lidt tynd ud på tv…) i en kontra ti minutter inde i anden halvleg, det andet efter en tredjegangsudvisning af purunge Rene Madsen som blev udsat for en af Torsten ”Tudefjæs” Laens større skuespilspræstationer. Og ros til Laen. Hans faldteknik var som altid til UG! Efter karrieren venter Hollywood og millionerne med sikkerhed… Efter disse episoder og den obligatorisk medfølgende vilde opstandelse havde TTH, modsat GOG, mere en svært ved at falde ind i rytmen igen. Og dermed kørte et rutineret, og på dagen bedre, GOG-mandskab de to point i hus. Slutresultatet 33-28 var fair, men kunne bestemt ikke være større. Det ville ikke have været fair i en kamp som dragerne bestemt også havde ære af.
Holdet leverede generelt en fornuftig indsats, hvor Jacob Thoustrup og Dennis Kirkegaard desværre faldt helt i gennem. Begge spillede langt under vanlig standard. Dog kunne Thoustrup undskyldes. Det er ikke meget han har set til banen i år…
I den positive ende af skalaen kan man nævne især Jesper Nøddesbo og Rene Madsen som leverede flotte præstationer. Førstnævnte var en evig trussel for GOG-forsvaret, mens Rene flot greb chancen da han fik den efter Tokes skade. Hans indsats blev dog skæmmet af det meget tynde røde kort. Desuden skal Tobben Evjen have stor ros for at turde bruge det unge håb fra kampens start af. Kulissen var flot i en fyldt Gudmehal. Men mon ikke et klassemandskab som GOG bør få anskaffet sig en arena af lidt større kvalitet…
Desuden fortjener Bent Nyegaard et ord med på vejen. Han beviste, ligesom Toke mod GF, at han vil kæmpe for et resultat i denne sæson for hans nuværende klub før han fra næste sæson tørner ud som ny dragetæmmer. Han viste under kampen både sit engagement, hans taktiske kunnen og hans smukke skæg… Han og hans Bru(u)nsvigerbande leverede en fornuftig kamp og et solidt sidste kvarter.
Flammens udsendte havde alt i alt en god oplevelse i byen som er kendt for bl.a. landets laveste uddannelsesniveau.