Intet er så ringe, at det ikke er godt for noget. Således også finanskrisen, der nu åbner mulighed for en “Dragens Arena” i Holstebro. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Kommunen sparer, som følge af det stagnerende boligmarked og nedgang i byggeriet, store summer på byggemodninger. Pengene er dog allerede afsat på anlægsbudgettet og i byrådet er der flertal for at anvende pengene til en ny arena i stedet.
Placeringen er ikke helt på plads, men ifølge Socialdemokraternes H.C. Østerby tegner det til at blive Hostrupvej. Der er dog nogle forhold omkring parkering der skal afklares først.
Det er ikke første gang at en arena ser ud til at være inden for rækkevidde, så undertegnede vil se det, før jeg tror det. Lad os dog håbe at Holstebros politikere endelig magter at få opført en ny hjemmebane til kommunens sportslige flagskib, Team Tvis Holstebro, som kan være med til at fastholde elitehåndbolden i kommunen.