Familien valgte for Michael Bruun: Tre år i Bjerringbro

De spanske mestre og tidligere Champions League vindere Portland San Antonio har budt. Det samme har de danske mestre fra Kolding IF. Men det blev sølvvinderne fra Bjerringbro, der løb af med EM-helten Michael Bruun.

De spanske mestre og tidligere Champions League vindere Portland San Antonio har budt. Det samme har de danske mestre fra Kolding IF. Men det blev sølvvinderne fra Bjerringbro, der løb af med EM-helten Michael Bruun.
»Min kone vil gerne blive boende i Skive, og hvis jeg skal yde mit bedste på håndboldbanen, skal de hjemlige rammer være i orden. Ved at blive i Skive har vi også bedsteforældrene som mulige barnepiger til vores to børn,« fortæller landsholdsmålmanden, der har skrevet en tre års kontrakt.

Han indrømmer, at han efter fem år i Team Tvis Holstebro havde brug for nye udfordringer.

»Jeg har haft nogle gode år i Tvis og haft en virkelig dygtig målmandstræner i Antoni Parecki, men i Bjerringbro kan jeg komme til at spille om mesterskabet og på de europæiske klub-arenaer. Samtidig har jeg muligheden for at komme til at stå bag et meget stærkt forsvar,« siger Michael Bruun.

Han indrømmer, at det ser lidt mærkeligt ud, at han i januar tegnede yderligere to års kontrakt med Team Tvis Holstebro frem til sommeren 2005.

»Vi havde spillet godt i første halvdel af sæsonen, og jeg troede på chancen for at Tvis ville kvalificere sig til slutspil og dermed Europa-håndbold, men sådan gik det ikke,« siger 31-årige Michael Bruun, der stadig har godt et år tilbage af sin uddannelse til pædagog.

»Med Michhael Bruun og Jan Tromle Nielsen får vi vist den stærkeste målmandsduo i den danske liga,« siger formand Flemming Juul-Dam.

Selv om det er flere måneder siden, at Århus GF og Kolding-målmand Lars Juul Mikkelsen skrev en to års kontrakt, gik parterne først til bekendelse i går.

»Da Lars erfarede, at Fredrik Ohlander rejste til Barcelona, øjnede han chancen for at blive førstemålmand i Kolding. Derfor har der foregået visse forhandlinger mellem parterne. Det hele er imidlertid endt med, at Lars selv traf beslutningen om at opfylde kontrakten,« fortæller Århus GF´s formand Jan Børjesson.

Kolding IF har sikret sig Dennis Klinge fra lokalrivalerne Kolding HK, og alt tyder på, at det bliver norske Sindre Walstad fra Solingen, der bliver ny førstemålmand. I truppen har mestrene også U-landsholdsmålmanden Anders Petersen.

Kilde: B.T..