Fredagens kamp var en kamp der bare skulle overstås – og overstået blev den i fin stil. Nærmest uden at svede sendte Dragerne ex-tæmmer Ole Andersens tropper hjem til Otterup og ned i 1. division med en sæk på 13 mål.
Otterup fulgte med de første knap ti minutter, men med et koncentreret indsats satte Dragerne sig fuldstændigt på kampen og kunne gå til pausen foran 15-6. I anden halvleg slappede TTH-spillerne lidt af, men Fyn 2 kom aldrig tættere på end 23-17, hvorefter dragerne igen gav den gas og øgede til slutstillingen 32-19.
Kampens komplette mangel på spænding gjorde det muligt at sætte marginalspillerne på banen. 100-kampsjubilar Tom Jensen blev erstattet af unge Rasmus Lind i anden halvleg og begge stod godt overfor et svagt skydende Otterup-hold. Rene Madsen og Jesper Stenholt fik også meget tid, mens Simon Rostved fik sin ligadebut på sin 20 års fødselsdag og scorede et enkelt mål.
Jesper Ahle var faktisk den eneste markspiller der ikke scorede i kampen, men han spillede også kun i forsvaret. I angrebet scorede Jesper Nøddesbo modsat hele 10 mål på stregpladsen og bliver Dagens Drage.
Mens fredagens kamp således var ganske uden spænding er der til gengæld masser af spænding i opgøret mellem AaB og Skjern som spilles lørdag eftermiddag. Det er afgørende at AaB tager point fra Skjern, hvis TTH skal i slutspillet. Vi krydser fingre!