Så kom der også styr på anden del af kabalen vedr. nye ansigter i Team Tvis Holstebro. Det var igen fra HC Midtjylland der blev hentet ind, denne gang den 36-årige Emil Bjørnø, der kommer fra et job som salgsdirektør og fungerende direktør i håndboldklubben HC Midtjylland.
Fakta om Emil Bjørnø:
- Født 6. juli 1978
- Far til 2 børn på 6 og 8 år
- Bosat i Herning
- Livsnyder, golf, fodbold og løb
Emil er uddannet salgsassistent og har arbejdet med salg i hele sin professionelle karrierer. I perioden 2010 til 2013 var Emil salgskonsulent i FC Midtjylland, inden han i august 2013 tiltrådte stillingen som salgsdirektør i HC Midtjylland, hvor han senest også har været fungerende direktør.
Bestyrelsesformand i Team Tvis Holstebro John Gråkjær er en glad mand og udtaler til klubbens hjemmeside
– Jeg tror, vi har fundet den helt rigtige mand til posten i Emil. Han kender gamet indefra og vigtigst af alt, så har han i såvel HC Midtjylland som i FC Midtjylland bevist sit talent inden for salg og kommercielle aktiviteter. Vi har i processen for at finde en ny direktør i særdeleshed lagt stor vægt på at finde en person, der kan fortsætte og videreudvikle vores kommercielle aktiviteter, som i bund og grund er vores eksistensgrundlag. Emils DNA er salg, men også service og kundepleje er afgørende fokusområder i hans nye job i Team Tvis Holstebro.