Den 26. januar 2010 blev en trist dag for dansk håndbold. GOG Svendborg TGI blev erklæret konkurs med en gæld på 15 mio. kr. og bliver dermed tvangsnedrykket til 2. division. Alle holdets kampe i denne sæson bliver nu annulleret.
Siden de glade dage omkring 1990, hvor Helsingør IF, Kolding IF og GOG Gudme kæmpede om guldmedaljerne, har GOG været blandt de stærkeste og mest velspillende hold i dansk herrehåndbold. De tre ovennænte klubber er de mest vindende i dansk håndbold, men GOG har den mest imponerende rekord med medaljer i samtlige sæson fra 1987-88 til 2007-2008 bortset fra 1998-1999, heraf syv danske mesterskaber. En rekord Team Tvis Holstebro som bekendt satte en stopper for sidste år med sejren i bronzefinalerne. Af andre mindeværdige kampe mod GOG kan nævnes Tvis KFUMs nederlag over to kampe i semifinalerne i 1999-2000 og naturligvis pokalfinalen i 2008.
GOGs konkurs er på sin vis symptomatisk for udviklingen i dansk håndbold. Fra at være en sport funderet på lokale klubmiljøer på landet er håndbolden nu blevet kommercialiseret og professionaliseret i en grad, så mange klubber enten må oversatse, stå af ræset eller slå pjalterne sammen. Som Virum i 2002 valgte GOG desværre det første, efter at sammenlægningen med Tved i 2006 ikke kastede de nødvendige penge af sig. Andre klubber som Fredericia og Viborg har valgt at drosle ned for udgifter og ambitioner, mens oprindelige landsbyklubber som Tvis KFUM, Vadum IF, Team Helsinge og Voel KFUM har klaret skærene gennem alliancer med klubber i større byer, der kan sikre det nødvendige sponsorgrundlag.
Finanskrisen og de faldede sponsorindtægter betyder nødvendigvis en generel lønnedgang for spillerne, og i løbet af de næste par vil ligaen sikkert stabilisere sig, så de fleste klubber kommer til at høre hjemme i mellemstore provinsbyer med den nødvendige lokale opbakning på lægterne og i erhvervsklubberne. Lad os håbe, at den opblæste boble AG København snart går på røven, og at vi kan byde GOG velkommen i ligaen igen om et par år. Det har alle de frivillige ledere i det sydfynske fortjent.