Alt i alt har 39.818 tilskuere set efterårets 65 kampe i Herre Håndboldligaen. Det svarer til gennemsnitligt kun 613 tilskuere pr. kamp.
På bondehold.dk’s tilskuerstatistik pr. 18. december 1999, finder man øverst Skjern, Viborg, Tvis KFUM og GOG, der alle klart har skilt sig ud som de absolut mest tilskuertrækkende hold i ligaen.
De fire hold har tilsammen trukket 21.481 tilskuere, i sammenlagt 21 hjemmekampe. Det svarer til gennemsnitligt 1.023 tilskuere pr. kamp. 17 af ligaens 20 kampe med højest tilskuertal, er da også spillet på en af de fire holds hjemmebaner.
Sammenligner man de tre store vestjyske klubbers (Skjern, Viborg og Tvis KFUM) tilskuertække med resten af ligaen kommer man frem til følgende klare tendens: En kamp på en vestjysk hjemmebane er god for gennemsnitligt 1.063 tilskuere og aldrig under 416 (Viborg). En kamp på en af de øvrige baner trækker gennemsnitligt kun 465 tilskuere til huse, dog aldrig over 1.110 (GOG). Den ene mands loft er den anden mands gulv…
Tabellerne herunder viser klubberne rangordnet efter det gennemsnitlige tilskuertal på henholdsvis hjemme- og udebane.
|
|
Tabellerne viser, at Bondehold.dk’s statistik over de samlede tilskuertal dækker over meget store variationer i forholdet mellem hjemmebane- og udebanetække.
Det bedste eksempel herpå er Tvis KFUM, der i sine hjemmekampe gennemsnitligt er set af 700 tilskuere flere end i sine udekampe. Kun aldeles håbløse Vrold/Skanderborg kan skræmme flere tilskuere væk på de fremmede gulve.
Stik modsat forholder det sig for Virum/Sorgenfri, der i gennemsnit trækker over 450 tilskuere flere til sine udekampe end til sine hjemmekampe.
For at sætte det hele i relief, stammer ligaens næsthøjeste tilskuertal på 2.100 fra kampen Tvis KFUM – Skjern 29. september 1999, mens ligaens laveste tilskuertal på 210 stammer fra kampen Vrold/Skanderborg – Tvis KFUM 25. september 1999.
Kan det tænkes, at det er Tvis KFUMs trivielle mønster med hjemmesejre og udenederlag, der er slået så kraftigt igennem, at spændingen på forhånd er forduftet i Tvis KFUMs kampe på udebane?
Men én ting er sikkert: man kan forvente, at Tvis KFUMs tilskuergennemsnit på udebane stiger kraftigt efter udekampene mod Viborg 5. februar 2000 og Skjern 19. februar 2000.