Brabrand tæt på konkurs

Onsdag aften var der indkaldt til krisemøde i Århus-klubben, hvor både spilllere, trænere og ledere skulle konfronteres med den økonomiske situation.

Onsdag aften var der indkaldt til krisemøde i Århus-klubben, hvor både spilllere, trænere og ledere skulle konfronteres med den økonomiske situation.
– Alle har fået deres penge hidtil, og hovedparten af spillerkontrakterne udløber om fire måneder, så det er begrænset, hvor stort et beløb der er tale om. Det, vi vil tilbyde spillerne, er, at spillerne får et beløb, som ligger på godt halvdelen af deres løn, siger Brabrands formand, Per Koch, som understreger, at der kun er et par ud af de 14 kontraktspillere, der er fuldtidsansatte, mens de øvrige har et “vellønnet” fritidsjob.

Hvor stor gælden i Brabrand er, vil formanden ikke oplyse, men han håber, at de øvrige kreditorer, hvoraf den største er Told og Skat, vil gå med til en accordordning.

– Der er tale om så mange penge, at vi ikke har mulighed for at komme af med gælden, så vi står i en meget vanskelig situation. Kommer der en og begærer os konkurs, kan vi ikke stå imod, erkender Per Koch.

Ingen indtægter fra TV
Da Per Koch trådte til som formand i Brabrand for et år siden, så han hvor det bar hen, og derfor var han også fortaler for det samarbejde, som er indledt mellem Skovbakken og Brabrand. Men det er først den seneste måned, at situationen har været kritisk.

– Som det eneste hold fik vi ikke en eneste tv-kamp i sidste sæson, og det har kostet os 400.000-500.000 kroner, og da vi rykkede ned, hang vi på nogle dyre spillere af et 1. divisionshold at være. Til jul kunne vi godt se, det skærpede til, men det er først den sidste måned, at vi ikke har kunnet bruge så meget som en krone, forklarer Per Koch, som i første omgang håber, at spillerne kan acceptere lønnedgangen for at redde klubben.

– Her på det seneste har spillerne nok kunnet mærke, at vi har strammet op, men ellers har de ikke vidst, hvor det bar hen. Men jeg tror, at spillerne har vanskeligt ved at begære deres egen klub konkurs, siger Per Koch.

Han understreger, at den økonomiske situation ikke får nogen indflydelse på samarbejdet med Skovbakken, da den nye konstellation er oprettet på Skovbakkens licens.

Måske to hold i ligaen
Redder Brabrand sig ud af de økonomiske vanskeligheder, så er klubben repræsenteret to gange i kvindernes liga i næste sæson, da Brabrands 1. divisionshold i weekenden sikrede sig oprykning. Per Koch understreger, at det trods omstændighederne fortsat er en mulighed, da planerne er, at Brabrands hold hovedsageligt skal baseres på amatører.

I klubben er der da heller ingen forventninger om, at holdet skal blive i ligaen, og håbet er at kunne stabilisere sig i 1. division som et talentudviklingshold for Skovbakken/Brabrand.

I erkendelse af at Brabrand ikke er en værdig repræsentant i ligaen, så arbejder klubben på at få dispensation til at spille i 1. division i næste sæson.

– Vi ville ikke spille for at undgå nedrykning i de sidste kampe eller udeblive fra en kamp for at undgå oprykning. Den slags kan vi ikke stå inde for. Men vi har talt med DHF, der er positive overfor, at vi ansøger om at spille i 1. division i næste sæson, så det skal vi have drøftet i bestyrelsen, siger Per Koch.

Generalsekretær i DHF, Lars-Erik Klem, siger, at Brabrand er velkommen til at sende en ansøgning, og at den i så fald vil blive behandlet inden weekenden, så de øvrige hold i 1. division ved, hvad de har at spille efter, da et andet hold skal overtage Brabrands oprykningsplads.

– Jeg vil ikke udelukke noget, og hvis de sender en ansøgning, så vil der blive taget seriøst stilling til den, siger Lars-Erik Klem.

Kilde: Jyllands-Posten.