TTH tog sig godt tid, men fik til sidst sat Mors-Thy på plads med en sejr på tre mål i aftenens kamp i IC Vest. Ingen af holdene leverede smukt spil. Til gengæld blev der givet, taget og bøwlet som var det fredag aften på Strandgården i Agger.
De seneste to sæsoner har Mors-Thy vundet over TTH i IC Vest. En anden statistik siger at TTH ikke har tabt på hjemmebane i denne sæson. Det var den sidstnævnte statistik der fik ret denne kolde fredag aften i det vestjyske.
Fra begyndelsen så det ellers ud til at MTH var bestemt på at fortsætte den gode stime på Vest. Måltavlen viste syv minutter og 0-3 før TTH fik sat første mål ind. Mens det havde været stolpe ud for TTH i de første syv minutter, gik de næste noget bedre. TTH fik bragt sig på 6-6 og klarede en undertalsperiode uden at lukke mål ind for derefter at score til 7-6 på straffekast. Målscorer var Lars Rasmussen, som scorede fem mål i kampen, alle på straffekast.
Rasmussens kollega på fløjen, Lars Erik Bjørnsen, leverede tre mål i træk, da TTH i de sidste ti minutter før pausen trak afgørende fra. 8-8 blev til 16-10 ved pausen og så var den kamp afgjort, skulle det vise sig. Efter de tre mål var Bjørnsen dog færdig med at bidrage til målscoren – fløjspil var der i det hele taget ikke meget af hos TTH. Mors-Thy stod solidt i forsvaret og forhindrede TTH i at få gang i et flydende angrebsspil. Til gengæld var gæsternes eget angreb heller ikke noget stor oplevelse, da først TTH havde fået styr på stregspillet.
Få minutter inde i anden halvleg scorede Mors-Thy tre mål i træk og de tilstedeværende morsing- og thyboere lugtede et comeback til nordvestjyderne. Det blev dog ved lugten, for TTH holdt en føring på tre-fire mål halvlegen igennem, men kampen var ikke uden spænding af den grund, da TTH aldrig fik snøret sækken. Til gengæld var den ikke rig på elegance og smukt angrebsspil, men det blev der så rigeligt kompenseret for med hårdt og rodet, men effektivt, forsvarsspil og masser af kontraer. Især på Mors-Thys banehalvdel blev der taget ved så det lignede en flok udsmidere fra nattelivet på kursus.
Kampens resultat blev 26-23. TTH var, uden at spille decideret godt, en anelse bedre end MTH i angrebet og kunne også godt spille efter forsvar-og-kontra-recepten. Afgørende var det dog at Michael Bruun havde en rigtig god aften foran gardinet. Når det var ved at brænde på for TTH agerede han branddasker med vigtige redninger på straffekast og helt åbne kontrachancer. Han er uden tvivl Dagens Drage.
Med dagens resultat ligger TTH på sjettepladsen i ligaen, men har også spillet en kamp mere end de fleste andre hold. Vinder TTH årets sidste kamp, som er udekampen mod TMS Ringsted den 30/12, er der dog gode chancer for at vore vestjyske helte kan overvintre på en syvendeplads.