Bjerringbro i chok

Spillerne i Bjerringbro FH var sent i aftes nærmest i chok. Holdet blev frataget fire point for at bruge norsk spiller uden spilletilladelse.

Spillerne i Bjerringbro FH var sent i aftes nærmest i chok. Holdet blev frataget fire point for at bruge norsk spiller uden spilletilladelse.

Alle i klubben var lige indtil aftenens møde i rigtig godt humør efter Bjerringbros flotte start med fem kampe og 10 point. Humøret faldt imidlertid til langt under gulvbrædderne, da sandheden gik op for alle i truppen.
Bjerringbro er nemlig blevet frataget fire point fra deres kampe mod Team Midtsjælland og Team Tvis Holstebro for at have brugt den norske spiller Rune Skervold uden spilletilladelse fra Dansk Håndbold Forbund.

Hverken Team Tvis eller Team Midtsjælland står bag en protest mod Bjerringbro. Her er det udelukkende Dansk Håndbold Forbund, der har fundet en fejl i proceduren omkring Rune Skervolds overgang til Bjerringbro.

»Jamen, det her er da utroligt frustrerende, som vi spillere overhovedet ikke er herre over. Og det samme gælder for øvrigt lederne i Bjerringbro, der hele tiden har troet alt var i orden,« fortæller en tydelig rystet Michael Bruun, der stadig i aftes ikke helt havde fattet alvoren i kendelsen fra DHF.

Helt uacceptabelt

»Vi træner altså hårdt 8-10 gange om ugen, og så sker sådan nogen ting. Det er ganske enkelt uacceptabelt, at der skal gå to måneder og 12 dage før vi får spilletilladelsen på Rune. Bjerringbro har helt klart handlet i god tro, fordi de mundtligt har fået OK fra DHFs kontor på at alle papirerne på Rune var i orden.

Jeg er dog helt sikker på, at klubben er indstillet på at gå hele vejen for at få medhold i den her sag. Normalt skal det jo ikke tage mere end syv dage at få en spilletilladelse, så det her er helt uhørt,« siger Michael Bruun.

Hårdt slag

Ifølge Michael Bruun har klubben fulgt reglerne til punkt og prikke, og der endda betalt et beløb på 10.000 kroner til Rune Skervolds tidligere klub. »Det her er et meget hårdt slag for os alle. Vi har spillet nogen meget flotte kampe, og vi havde som end også vunde de to famøse kampe uden Rune på holdet.

Jeg håber dog, at vi får vores surt tilkæmpede point tilbage. Alt andet vil være dybt uretfærdigt. I den sidste ende kan det jo komme til at koste dyrt i forhold til, om vi skal kæmpe om topplaceringer eller undgå nedrykning,« konkluderer Michael Bruun.

Kilde: B.T..