Feriestemningen havde stort set allerede indfundet sig på banen, da TTH i dag spillede sæsonens sidste kamp ude mod Viborg HK; en kamp hvor der kun stod ære på spil. Kampen bar præg af sløset spil fra begge hold, men efter 60 minutter havde TTH efter en næsten mirakuløs afslutning trukket det længste strå. Holdet slutter altså sæsonen som nummer otte med 26 point for 26 kampe.
Kampen startede langsomt med redninger af målmændene i begge ender. TTH kom bedst fra start og etablerede en føring på 4-1. Det var dog tydeligt fra starten at det ikke ville blive nogen stor angrebskamp for vestjyderne. Især Lars Rasmussen var helt ved siden af sig selv og brændte et par enorme chancer i kampens begyndelse, heraf et straffekast. Hans frustration var tydelig; da han blev skiftet ud fik stolerækken et ordentlig los i arrigskab.
Viborg var dog ikke slået og arbejdede sig på 6-6 i midten af halvlegen. Det stod det længe indtil VHK efter en udvisning til TTH fik tilkæmpet sig et straffekast og kom foran. Ved pausen var hjemmeholdet foran med tre pinde, 13-10.
I starten af anden halvleg var der ikke noget der tydede på at TTH skulle få point med hjem i den dragedekorerede bus. Havde Deres udsendte fået en krone for hver brændt vestjysk chance havde han været en holden mand; de skud der blev sendt af sted fra TTH-hænderne var i al for høj grad ukvalificerede enkeltmandspræstationer. Til gengæld stod forsvaret pænt og Rasmus Lind, der afløste Michael Bruun allerede i første halvleg, havde pæne redninger. De grønne holdt altså fast i føringen og udbyggede den til fem mål med omkring 10 minutter igen.
Da indtraf miraklet: Lars Rasmussen scorede sit første mål i kampen og TTH arbejdede sig på 26-26 med et par minutter igen. Godt hjulpet på vej af et par flotte redninger i målet og en straffekastredning af Bruun, holdt vestjyderne viborgenserne fra at score mere i kampen, mens det blev til yderligere to vestjyske kasser. Glæden var stor blandt de få TTH-tilhængere i en halvtom Viborg Stadionhal.
Dagens Drage er Rasmus Lind, som leverede en god indsats på en dag hvor det så slapt ud over hele linjen. For hele holdet gælder det dog at det nok er heldigt at ferien lurer, for det spil der blev leveret i dag egner sig mere til en uforpligtende omgang strandhåndbold end håndbold på ligaplan.
Kim Nielsen spillede sin sidste kamp som lejesvend i Viborg, men fik, så vidt undertegnede observerede, ikke meget spilletid, hvis overhovedet nogen. Måske var det en hentydning til hans dobbeltrolle, at han, som vel den første spiller i TTH’s historie, optrådte på begge holdlister i kampprogrammet.
Dagens kamp var den sidste i dragehammen for flere spillere. Niklas Forsmoo tager tilbage til Sverige for at spille i Lund, mens Jakob Thoustrup skal til Fredericia og Jesper Ahle rygtes samme sted hen. Herfra skal lyde en stor tak til alle tre for deres indsats i klubben. Især må Thoustrup og Ahle dog fremhæves – deres farvel er også farvel til den gyldne ynglingeårgang fra omkring årtusindskiftet og det er vemodigt. Det skal blive spændende at se hvad klubben hiver op af hatten for at erstatte d’herrer som efterlader et hul i såvel forsvar som angreb.