Team Tvis Holstebros kvinder er alvorligt svækkede før de to afgørende opgør mod HS Nord og Brabrand.
Kampen mod Brabrand skal efter al sandsynlighed spilles uden den formstærke målvogter Rikke Fink, der tirsdag aften fik konstateret en muskellæsion i siden.
Skaden stammer fra et sammenstød i opgøret mod AGF for en uge siden, men Rikke Fink følte sig bedre tilpas, og derfor var fysioterapeutens melding noget af et chok for målvogteren.
– Jeg skal foreløbig holde mig helt i ro, og jeg kommer tidligst i gang med træningen næste torsdag, fortæller hun.
Kilde: Dagbladet Holstebro-Struer.