Hvis Michael Bruun får muligheden, kan han blive Europas bedste målmand. En af Danmarks fremtrædende spilleragenter er ikke i tvivl om Michael Bruuns fremtid, hvis han får en kontrakt med en storklub i Spanien eller Tyskland. Sker det, vil han komme op i samme klasse som de to svenske landholdsmålmænd, der er et niveau over alle andre, mener Steffen Kejlberg.
»Hvis Bruun får det rigtige tilbud, har han virkelig gode chancer for at komme helt til tops. Han er god til at læse spillet, har et godt overblik, og hans psyke er helt perfekt – hvilket er mindst lige så vigtigt som talentet, hvis man skal være en af verdens bedste målmænd,« siger Kejlberg begejstret.
Spilleragenten har endnu ikke fået nogen henvendelser fra udenlandske klubber, men mener, de kommer. Han er derfor ikke i tvivl om, at Danmarks målmands-helt fra Team Tvis Holstebro hurtigt vil få en række tilbud ovenpå EM-indsatsen.
»Hvis jeg var sportschef i en af Europas topklubber, ville jeg ikke tøve med at slå til. Under EM har Michael Bruun jo vist, at han kan stå for presset og holde omgivelserne ude, og det er de egenskaber, der er vigtige for en storklub,« siger Steffen Kejlberg.
Ifølge B.T.s oplysninger har en spansk klub før EM i Sverige haft Michael Bruun i kikkerten. Men om landsholdskeeperen rejser til udlandet, er yderst tvivlsomt ifølge Antoni Parecki, der er træner for Michael Bruun i Tvis.
»Michael har forlænget med Tvis. Det er svært at sige, hvad han gør, hvis han får et godt tilbud – men det er ikke sikkert, at han siger ja,« siger Antoni, der også var keeperens træner under EM.
Selvom den 31-årige målmand har forlænget kontrakten med Team Tvis, har han indføjet klausuler, så han kan rejse til udlandet, hvis han får et godt tilbud.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Michael Bruun, der mangler halvandet år af sit pædagogstudium.
Kilde: B.T..