TTH knækkede Skanderborg til sidst

Team Tvis Holstebro var klare favoritter i aftenens opgør mod Skanderborg, men først i det sidste kvarter af kampen fik vestjyderne knækket østjyderne.

Team Tvis Holstebro var klare favoritter i aftenens opgør mod Skanderborg, men først i det sidste kvarter af kampen fik vestjyderne knækket østjyderne.

Michael Bruun havde inden onsdagens hjemmekamp understreget, at Skanderborg ikke ville blive nogen nem opgave. Skanderborgenserne har da også gjort det godt i denne sæson og ligger pt. på en femteplads i ligaen. I sidste ende var TTH dog bedre end Skanderborg, men det varede tre kvarter før forskellen for alvor viste sig.

Efter en målfattig begyndelse etablerede hjemmeholdet en føring som holdt det meste af kampen. Det lykkedes dog ikke TTH at trække ordentligt fra inden pausen, hvor stillingen var 13-10. Der manglede lidt kvalitet i afslutningerne, mens gæsterne omvendt var gode det at få bolden i kassen når chancen bød sig.

Til gengæld var Skanderborg også gode til at smide bolden væk på tekniske fejl og Rasmus Lind leverede en god præstation i målet. Hans kollega i den anden ende havde dog heller ikke nogen dårlig dag. TTH’s unge håb Christian Albertsen fik masser af spilletid og forvaltede den godt. Han nettede fire gange og var konstant en trussel for forsvaret. Det gør ham til Dagens Drage.

Syv minutter inde i anden halvleg havde Skanderborg indhentet TTH’s pauseføringen. 16-16 stod der på måltavlen og det fik Klaus Bruun til at trække time-out-kortet. Der kom samling på tropperne og anført af Allan Damgaard sikrede vestjyderne sig en sikker sejr i sidste ende. Kampen endte 29-22.