Team Tvis Holstebros damer kan gå til VM-pause – eller tage til VM – med en sikker sejr over Team Esbjerg i bagagen. Sydvestjyderne blev sendt hjem med et nederlag på 33-25. Der er nu tre point mellem TTH på fjerdepladsen og Esbjerg på femtepladsen, mens der kun er et point mellem nr. et og fire.
Kristina “Mulle” Kristiansen og Mette Gravholt viste VM-formen med syv mål hver. I sin sidste kamp som vikar i TTH-målet havde Louise Bager Due også en stor andel i sejren. Den rutinerede keeper tog halvdelen af skuddene indenfor målrammen. Herfra skal lyde et stort tak for hjælpen til Bager Due, der nu vender opmærksomheden mod sin “civile” karriere som pædagog.