Storm på forskud

Allan Damgaard, TTH - Wisla Plock, 2013. Foto: hfoto.dk

Landet kan se frem til en storm i morgen, men det var som om Team Tvis Holstebros herrer allerede havde den i ryggen, da de her til aften kørte Århus over og fik revanche for en rædselsfuld sæsonåbner i Århus.

Da Team Tvis Holstebro besøgte Aarhus i sæsonens første kamp blev det til et kedeligt nederlag på fire mål. Onsdag aften tog vestjyderne hul på anden sæsonhalvdel i Gråkjær Arena og løb fra aarhusianerne som havde de morgendagens storm i ryggen.

Gæsterne var med til 12-12, men så tog noget ved hjemmeholdet. På godt to minutter gik TTH til 17-12 og havde reelt afgjort kampen. Ved pausen stod der 19-13.

I anden halvleg fortsatte TTH det gode spil over hele linjen. Vestjyderne var gode til at straffe østjydernes fejl og løbe kontra samtidig med at både forsvars- og angrebsspil var ganske solidt.

Nogle ville måske mene at TTH havde succes på en lidt billig baggrund, da Århus’ havde en meget omtalt tur til Makedonien i benene og ikke har den bredeste bænk. På måltavlen var holdet stort set reduceret til Rune Ohm, der nettede ti gange, heraf fire gange på straffe. Det ændrer dog ikke på at TTH leverede flot spil i aftenens kamp.

I de sidste ti minutter af kampen gav begge hold nogle af profilerne en pause. Hos TTH gav det plads til Lars Skaarup og Johan Mecklenborg, som begge fik noget ud af det. Lars Skaarup scorede to gange – og fik en udvisning – mens Johan Mecklenborg satte sit tredje sæsonmål ind til slutstillingen 36-23.

Jakob Green var flyvende i første halvleg og på fløjene var Patrick Wiesmach og Magnus Bramming sikre som amen i kirken. Dagens Drage er dog Allan Damgaard, der både leverede masser af målgivende afleveringer og gennembrud på egen hånd.

For TTH er målet for anden sæsonhalvdel klart: At erobre en plads i top fire. Målt på dagens kamp alene virker det som en overkommelig opgave!