Rekordernes tid

I fredags satte Team Tvis Holstebros herrer ny pointrekord for grundspillet. I onsdagens lokalopgør mod Skjern leverede TTH endnu en rekord, men en kedelig en af slagsen. Aldrig tidligere har TTH scoret mindre end syv mål før pausen i en ligakamp og det kostede både sejren og chancen for fjerdepladsen i grundspillet.

Der var noget galt allerede fra begyndelsen. De grønne var i dagens anledning trukket i det røde udebanedress og efter ti minutter af kampen var det som om det havde en paralyserende virkning på hjemmeholdet. Da stod det 5-5 og de næste tyve minutter scorede Tvis kun en enkelt gang, mens Skjern nettede syv gange. Og så var den kamp så godt som afgjort.

TTH kom lidt bedre ind i kampen i anden halvleg. Ved stillingen 14-17 godt halvvejs i halvlegen havde Tvis antydningen af en chance for at skabe lidt spænding i kampen, men i stedet brød Skjern en måltør periode med scoringen til 14-18. Den målforskel holdt til slutresultatet 18-22.

Bag TTH’s scoringsproblemer stod Skjern-målvogter Tim Winkler og et tålmodigt Skjern-angreb der ikke gav mange kontramuligheder til hjemmeholdet. Samtidig var det småt med heldige hænder i Tvis-angrebet. Patrick Wiesmach, Dagens Drage, havde mest tur i den og blev topscorer med seks pletskud.

Hvad kampen manglede i spænding havde den til gengæld i udvisninger. 11 i alt, fordelt på fem til værterne og seks til gæsterne, tegner et billede af en meget fysisk kamp. Der blev da også gået til stålet i begge ender, omend udvisningerne blev lidt billige mod slutningen af kampen.

Dagens resultat betyder at TTH efter al sandsynlighed må nøjes med femtepladsen medmindre Aalborg på fjerdepladsen kvajer sig helt enormt i de sidste tre grundspilskampe.