Der var drama for alle pengene, da TTH og SønderjyskE spillede 27-27 i en bundgyser af rang. Efter ni nederlag i træk – en rekord, der forhåbentlig aldrig bliver slået – viste spillerne mod og mandshjerte og vendte 25-27 til 27-27 i de sidste tre minutter.
Stemningen på lægterne i stalden var på kogepunktet lige fra begyndelsen. Med de unge Dragons i front støttede tilskuerne de pressede spillere hele kampen igennem. Spillerne – og særligt Josip Cavar i målet mod sine tidligere klubkammerater – kvitterede med godt spil. Desværre stod Kasper Larsen også godt for sønderjyderne og nappede blandt andet fire fløjskud i begyndelsen. Den lige første halvleg endte 14-14 og alt var åbent.
I anden halvleg kom TTH foran med 22-19 efter godt spil af blandt andre Rasmus Kier på højre fløj. Han lavede 6 mål på 7 forsøg efter at have afløst Christian Jensen i første halvleg. Også Cavar i målet gjorde det fortsat godt. Han havde godt styr på det franske missil Noah Gaudin. Allan Damgaard styrede angrebsspillet fornuftigt, og Nikolaj Markussen fik endeligt gang i skudarmen. Der blev dog trukket store veksler på bagspillerne, da Jonas Gade måtte udgå i første halvleg med en øjenskade.
Ved stillingen 22-19 kom usikkerheden. Krumtappen i forsvaret Jonas Porup fik sin 3. udvisning, og så stod det pludseligt 22-22. Nu spillede Andreas Toudahl, Claus Uhrenholt og Søren Hansen (der sad bag bænken) et nyt kort. Emil Jensen kom på banen og kvitterede med to mål på gennembrud. TTH holdt således momentum og førte 25-24 med 6 minutter igen. Men så fik Chrisoffer Cichosz en tynd udvisning, SønderjyskE fik tilkendt et par tvivlsomme bolde og Nikolaj Markussen ramte stolpen for 2. gang i kampen. Det udnyttede sønderjyderne til at bringe sig foran 25-27 med 3 minutter igen.
Mathias Porsholdt svarede hurtigt igen fra stregen efter en frispilning af Markussen, og da Gaudin igen brændte, kunne Markussen i det næste angreb stige til vejrs og fyre kanonen afsted. Kasper Larsen fik hænderne på, men Magnus Bramming kastede sig viljefast og akrobatisk ind i feltet og fik sendt bolden i kassen til 27-27 med et halvt minut igen. Den tidligere TTH-træner Klavs Bruun fra SønderjyskE tog en timeout med 13 sekunder igen, men han virkede tilfreds med det ene point, som det også endte med, da Gaudin ikke kunne udnytte et tremeterkast efter tid.
Det var en sand forløsning endeligt at komme på pointtavlen igen. Der er dog ikke tid til at hvile på laurbærene. På tirsdag venter Skive fH i stalden, inden den direkte nedrykning skal afgøres i Kolding lørdag 9. april kl. 15.30. Alle mand af huse!